I en ny afgørelse fastslår Adoptionsnævnet, at behandlingsmulighederne for hiv er så gode, at det skal bero på en konkret vurdering, om en hiv-smittet kan adoptere børn.
Hidtil har hiv-smittede fået blankt nej til at adoptere.
- Der er bedre behandlingsmuligheder i dag for hiv, end der har været tidligere, og det gør, at folk med hiv har en bedre prognose med hensyn til overlevelse og sygdomsforløb, end de har haft tidligere, siger souschef Lene Conrad i Ankestyrelsens familieretsafdeling.
- Og når man skal adoptere, er det afgørende, at man er i stand til at være der for et barn i opvæksten i de næste 15-20 år, siger hun.
Det er første gang, at Adoptionsnævnet åbner for, at hiv-smittede kan adoptere.
Den seneste sag er fra 2005, hvor en par fik afslag på adoption, fordi kvinden var hiv-smittet.
Dengang blev der givet afslag, fordi der i vejledningen om ansøgernes helbredstilstand står: "For hiv-positive personer og patienter med aids er prognosen så alvorlig, at det medfører afslag på ansøgning om godkendelse."
- Dengang vejledningen blev skrevet i 2002, vurderede man, at prognosen for hiv-smittede personer var så dårlig, at det udelukkede adoption, fordi der ikke var stor nok sikkerhed for, at forældrene kunne fungere for barnet i hele dets opvækst, siger Lene Conrad.
- Det genovervejer nævnet nu i kraft af, at der er kommet en konkret sag, siger hun.
Hos adoptionsbureauet AC Børnehjælp hilser direktør Margrethe Primdahl udviklingen velkommen.
- Vi har den samme holdning i forhold til børn med hiv. Hiv skal ikke diskvalificere et barn i forhold til en adoption, siger hun.
I den aktuelle sag har Adoptionsnævnet bedt om yderligere oplysninger fra en speciallæge, fordi kvinden først kom i behandling efter fem års hiv-smitte, og fordi sen behandling kan forværre sygdommen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde