Hjælp på vej til udsatte lejere

Hver dag sætter fogeden omkring 12 lejere rundt om i Danmark på gaden, fordi de er ude af stand til at betale deres husleje. Tidlig rådgivning af økonomisk trængte lejere i fire boligområder i Storkøbenhavn og Jylland skal forebygge, at det går så galt.

- Boligselskaberne får mulighed for at sende en rådgiver hen og banke på hos lejere, som ikke får betalt huslejen i tide. Ved at tilbyde den enkelte en tæt personlig hjælp, håber jeg, at antallet af udsættelser kan nedbringes, siger socialminister Benedikte Kiær (K), som vil udbrede projektet til hele landet, hvis det bliver en succes.

I alt afsætter partierne bag satspuljen 12 millioner kroner over de næste tre år til boligselskaberne KAB, Boligkontoret i Danmark, Himmerland Boligforening og BO-Vest. Ligesom landets øvrige boligselskaber oplever de, at et stigende antal lejere ikke kan betale deres husleje. I 2010 måtte 4382 lejere ufrivilligt fraflytte deres lejlighed. En stigning på 12 procent fra året før.

I Dansk Socialrådgiverforening siger formand Bettina Post, at initiativet vil hjælpe nogle enkelte, men at det ikke løser det grundlæggende problem: At for mange er økonomisk klemte, fordi de er ramt af nedsatte kontanthjælpsydelser.

- Rådgivning kan hjælpe mennesker med rod i økonomien, men dem, som vi virkelig bør bekymre os om, er det stigende antal, som langvarigt hænger fast i lave ydelser og derfor ikke har råd til at bo til leje, siger Bettina Post.

Den kritik afvises af ministeren, som siger, at tre ud af fire, der sættes på gaden, angiver en uoverskuelig økonomi som årsagen.

- Vi kan også se, at fire ud af ti har et almindeligt lønmodtagerjob, siger Benedikte Kiær.

/ritzau/

Lejere skal rådgives, så de undgår at blive smidt ud af boligen. Utilstrækkeligt kritiserer socialrådgivere.

Offentliggjort Sidst opdateret