Hjemsendelse af somaliere stilles i bero

Flygtningenævnet udsætter nu hjemsendelsen af omkring 60 afviste asylsøgere fra Somalia. Samtidig stilles 17 verserende sager i bero.

Det skyldes en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Afgørelsen fastslår for første gang, at den generelle vold i et område kan gøre det for farligt for en asylsøger at blive sendt tilbage til hjemlandet.

Dommen er afsagt i en sag, som to somaliske statsborgere har anlagt mod den britiske regering. Domstolen mener, at den europæiske konvention om menneskerettigheder krænkes, hvis de to sendes hjem.

Den generelle vold i den somaliske hovedstad, Mogadishu, har for tiden nået et niveau, hvor enhver, der vender tilbage til byen, som udgangspunkt er i reel risiko for at blive udsat for overgreb - blot ved at befinde sig i byen, påpeger domstolen.

Den udelukker ikke, at resten af det sydlige og centrale Somalia kan udgøre et "internt flugtalternativ". Men den løsning må kun bruges, hvis en række betingelser er opfyldt.

Domstolen udtaler også, at europæiske lande ikke må hjemsende somaliske statsborgere til områder, der er kontrolleret af den islamistiske bevægelse al-Shabaab, eller tvinge dem til at rejse igennem disse områder.

Man kan nemlig ikke forvente, at somaliere, som har opholdt sig længere tid i Vesten, er vant til at omgås denne radikale bevægelse, konstaterer retten.

Herhjemme får afgørelsen betydning for de 60 afviste somaliere, som er "i udsendelsesposition", oplyser Stig Torp Henriksen fra Flygtningenævnet. De får nu lov at blive i Danmark indtil videre.

Dommen fra menneskerettighedsdomstolen er ikke endelig. Storbritannien kan inden tre måneder indbringe den for det såkaldte Storkammer.

/ritzau/

Omkring 60 afviste asylsøgere fra Somalia får lov at blive i Danmark indtil videre. 17 sager lægges på is.

Offentliggjort Sidst opdateret