Ledelsen på Københavns Universitet har ifølge Politiken torsdag i al hemmelighed tvunget den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa til at betale penge tilbage i, hvad der tegner til at blive den største sag om videnskabeligt snyd i årtier.
Milena Penkowa er både mistænkt for at have fusket med sin forskning og bruge penge fra en millionbevilling til uvedkommende formål som advokatregninger, tøj, rejser og middage.
Pengene kommer fra den private IMK Almene Fond, som Københavns Universitet har måttet betale omkring to millioner kroner tilbage til.
Men nu viser det sig, at universitetet har sendt en del af regningen videre til forskeren. Hvor mange penge Milena Penkowa har betalt tilbage, vil hverken universitetet eller hendes advokat oplyse, da der er tale om en personalesag.
Rektor Ralf Hemmingsen udtaler dog til Politiken, at:
- Det er klart, at i det omfang ansatte på Københavns Universitet måtte benytte forskningsbevillinger fra fonde til andre uvedkommende formål, vil universitetet gøre krav gældende i forhold til den pågældende.
- Den aktuelle sag udgør ikke en undtagelse fra det.
Milena Penkowa afviser blankt, at hun har gjort noget galt, og henviser til to tidligere undersøgelser, der har frikendt hende. Hun forstår ikke kritikken fra forskerne, hvoraf flere var hendes nære samarbejdspartnere indtil for nylig.
- Alle kan komme og sige, at man har en mistanke til nogen, siger Milena Penkowa.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde