Hjort: Ingen gyldne løfter i V-valgkamp

Det bliver uden gyldne løfter for den kommunale økonomi og velfærdsservice, at regeringen går til valg. Kommunerne skal stramme sig endnu mere an for at spare. Og det skal blandt andet være på de galopperende udgifter til udsatte børn og unge, handicappede og specialundervisning til skolebørn, som klarer sig dårligt.

Det gør finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) klart på et stormøde for borgmestre m.fl. i Århus om den kommunale økonomi.

"Så langt øjet rækker" bliver der ikke råd til at øge kommunale budgetter. Og kommunerne må straks tage sparekniven frem, når der er udsigt til budgetoverskridelser sådan som i de seneste år, siger finansministeren.

- Det indebærer, at alle nye prioriteringer i løbet af budgetåret finansieres krone for krone via omprioriteringer andre steder, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han siger, at det er "centralt", at få styr på de stigende udgifter til socialområdet og specialundervisningen, hvis kommunerne skal holde deres regnskaber.

- Vi kan ikke fortsætte med en årlig vækst på godt en milliard kroner på socialområdet Fremadrettet skal kommunerne derfor prioritere og udvikle socialområdet inden for de aktuelle økonomiske rammer. Det kræver nytænkning og hårdt arbejde. Det samme gælder udgifterne til specialundervisning, siger finansministeren.

Som instrumenter til at skære de kommunale udgifter ned anviser han blandt andet også rationaliseringer af den kommunale sagsbehandling, flere undervisningstimer til skolelærerne, fælles kommunale storindkøb og bedre tilrettelæggelse af arbejdet på de kommunale arbejdspladser.

Og der er intet håb at hente for kommunerne i den oversigt over de offentlige finansler frem til 2020, som regeringen snart offentliggør og som blandt andet tager højde for et krav fra EU om, at Danmark skal spare 24 milliarder kroner de næste tre år.

- Jeg kan godt afsløre, at genopretning og EU-henstillinger kun er starten på det hårde slid, der venter alle ansvarlige politikere forude, siger finansministeren.

/ritzau/

Kommunerne bliver nødt til at spare på socialområdet og skolernes specialundervisning, siger finansministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret