Højrefløjens darling fra det kolde Alaska

Sarah Palin er her fotograferet ved et vælgermøde med Donald Trump i Anchorage, Alaska, i 2022. Trump var kommet for at hjælpe hende i valgkampen om et ledigt sæde for Alaska i Repræsentanternes Hus i Washington D.C. Palin tabte. Den 11. februar fylder hun 60. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

Tidligere Alaska-guvernør Sarah Palin er i denne tid en af de kendte og bramfrie kommentatorer, der støtter Donald Trump i USA's primærvalg. Nu fylder hun 60.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er med en vis pondus, at Sarah Palin i denne tid kommenterer primærvalgene op til USA's præsidentvalg den 5. november.

Specielt kommenterer hun tidligere præsident Donald Trump, der er favorit til at blive Republikanernes kandidat.

Palin er en varm tilhænger af Trump, og hun er en indædt modstander af præsident Joe Biden, som Demokraterne kører i stilling til valget i november.

Hun har politisk erfaring, og det er den, hun drysser med nu. Den 11. februar fylder hun 60 år.

Palin kender udmærket Biden. Hun har dystet imod ham ved et valg til de største embeder i landet.

Det var i 2008, da Biden var vicepræsidentkandidat for Barack Obama. De to vandt præsidentvalget over Republikanernes daværende kandidat, nu afdøde John McCain, og hans kandidat til posten som vicepræsident, Sarah Palin.

Det var i den valgkamp, at omverdenen uden for Alaska for alvor stiftede bekendtskab med den tidligere skønhedsdronning, journalist og borgmester i byen Wasilla.

Da hun blev vicepræsidentkandidat, var hun Alaskas guvernør, og hun var en ligefrem og ofte kontroversiel republikaner.

Her er nogle af de udtalelser, hun igennem årene er blevet kendt for:

- Jeg elsker hockeymødre. Ved du, hvad forskellen på en hockeymor og en pitbull er? Læbestift.

- Vi spiser, derfor går vi på jagt.

- Det eneste, der stopper en ond mand med en atombombe, er en god mand med en atombombe.

Da hun førte valgkamp sammen med McCain mod Biden og Obama, skulle hun også forholde sig til udenrigspolitik.

Der blev lavet sjov med hende i satireprogrammer, efter at hun havde antydet, at da hun er fra Alaska, ved hun noget om Rusland, fordi Rusland er nabo til Alaska.

Hun blev aldrig vicepræsident. I 2009 - året efter præsidentvalget - meddelte hun, at hun ikke ville genopstille til posten som Alaskas guvernør. Hun forlod posten i juli 2009.

Derefter blev hun kommentator på tv-stationen Fox, og hun fik også sit eget tv-program.

Hun blev en ledende figur inden for den højreorienterede Tea Party-bevægelse.

Hun skrev også en selvbiografi og støttede Trump i hans valgkamp i 2016, da han vandt præsidentvalget.

I 2022 begyndte det igen at rykke i den gamle cirkushest.

Don Young, Alaska-medlem af Repræsentanternes Hus i Washington D.C., døde, og så blev hans plads ledig.

Hun stillede op til valget, og Trump kom endda forbi Alaska med et af sine kampagneshows for at give hende sin støtte.

Det hjalp ikke. Hun blev slået af demokraten Mary Peltola, og ved midtvejsvalget i november samme år blev hun heller ikke valgt.

Privat blev hun i 1988 gift med sin high-school-kæreste, Todd Palin. Parret har fået fem børn, men blev skilt i 2020.

Hun har en bachelor i kommunikation fra University of Idaho.

/ritzau/