Højtryk giver solfyldt åbning på efteråret
Der er stadig mulighed for en dukkert ... Foto: /ritzau/Dresling Jens/arkiv
/ritzau/Dresling Jens/arkiv
Med tæt på 20 graders varme om dagen, masser af sol og kun få dryp fra oven begynder ugen med flot vejr.
Selv om sommeren synger på sidste vers, så er det for tidligt at pakke badetøjet eller picnic-kurven væk.
De kommende dage vil der være fine muligheder for at få kropskuløren peppet yderligere op på stranden eller for at indtage en frokost i det fri.
Frem til midten af ugen vælter solen ned over landet, og det bliver lige i underkanten af 20 grader varmt.
Desuden holder det stort set tørt over hele landet i modsætning til sidste uge, hvor vandet væltede ned flere steder.
Det oplyser Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI, mandag morgen.
- Ugen begynder med nogle tørvejrsdage med masser af solskin. Det skyldes et højtryk, som ligger over England i dag og langsomt trækker østover. Samtidig bliver vinden svag, så det bliver ganske behageligt, siger Klaus Larsen.
Den eneste krølle er, at et lavtryk fra sydøst på onsdag kan give lidt regn rundtomkring.
De første nætter bliver ganske kølige. I de indre dele af Jylland ned til 6-7 grader.
- Det skyldes manglende skydække. Senere på ugen, når der kommer flere skyer, vil det blive mellem 12-13 grader i nattetimerne, siger Klaus Larsen.
Torsdag kommer der et skifte i vejret, når regn og skyer kommer ind over landet fra vestlig retning.
- Det meste af Jylland og senere også Fyn må forventes at få regn i dagtimerne, som prognosen ser ud lige nu. Torsdag aften og natten til fredag trækker det våde vejr hen over Sjælland og videre østover.
- Fredag bliver lidt anderledes end de foregående dage med flere byger, drivende skyer og op til frisk vind fra vest, siger Klaus Larsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet