Sådan vil byen imødegå de oversvømmelser, der før eller siden ventes at oversvømme regionen, skriver Ingeniørens netavis, ing.dk.
Hollænderne har gennem århundreder kæmpet mod oversvømmelser, ligesom de har inddæmmet land og beskyttet deres byer med mægtige diger.
Men i fremtiden skal vandet ikke holdes ude - det skal udnyttes til byernes fordel.
Ganske vist vil digerne nok holde en tid endnu, da de har noget nær verdens højeste sikkerhedsstandard, siger John Jacobs fra bystyret i Rotterdam.
- Ikke desto mindre vil klimaforandringer og forøgede vandstande øge risikoen for oversvømmelser, så vi bliver nødt til at tænke langsigtet, siger han.
Rotterdam er en metropol, der befinder sig 5-6 meter under havets overflade i verdens lavest liggende delta. Men hollænderne finder det omsonst hele tiden at udvide, forhøje og bygge nye diger.
- Løsningen er flydende bebyggelser. Sådanne konstruktioner bevæger sig op og ned med tidevandet og er derfor ikke i fare for at blive oversvømmede, siger John Jacobs.
Om 25 år skal havnebyen efter planen rumme op mod 1000 boliger på vandet. Bygningerne opføres ud fra to forskellige grundprincipper.
Nogle skal hvile på et hult betonfundament, der er forankret havbunden, og de flyder kun ved højvande.
Andre bygninger skal konstant flyde på enorme pontoner i beton, hvis kerne består af store mængder skumplast.
- Fordelen ved denne type er, at den kan bevæges - at man så at sige kan flytte sit hus, hvis man hellere vil bo et andet sted, siger John Jacobs.
Det vandbårne byggeri stiller dog arkitekter og ingeniører over for særegne problemstillinger. En vigtig faktor er stabiliteten, for i Rotterdam skifter vandstanden med godt fire meter mellem ebbe og flod.
ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde