Hørsholm risikerer nedlukning efter stor stigning i smitten
Hørsholm Kommune forbereder sig på nedlukning fredag, da smitten er tæt på at overskride grænse.
De seneste dage er smitten steget kraftigt i Hørsholm Kommune i Nordsjælland, og kommunen er nu tæt på at blive lukket ned.
Der har den seneste uge været 234 smittede per 100.000 indbyggere i kommunen, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Hvis kommunen når over 250 fredag, skal blandt andet skoler, institutioner, restauranter og barer, butikker og frisører lukke omgående.
Ifølge TV2 Lorry har smitten spredt sig i sidste uge, hvor ni drenge fra Rungsted Gymnasium blev smittet med coronavirus, mens de så Champions League-semifinalen mellem Paris Saint-Germain FC og Manchester City.
I alt var ti drenge samlet, hvoraf de fleste går i 3.g. Virusset har efterfølgende spredt sig til familie og venner og har på kort tid sendt smittetallene i kommunen op.
Det oplyser borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), til TV2 Lorry.
- Vi er steget markant de sidste to til tre dage. Vi er faretruende tæt på at nå grænsen for automatisk nedlukning, siger Morten Slotved til TV2 Lorry.
Morten Slotved mener, at det meget vel kan ende med en nedlukning, og derfor er kommunen nu i fuld gang med at forberede pressemeddelelser og information til borgerne.
På Rungsted Gymnasium er eleverne sendt hjem til fjernundervisning tirsdag og onsdag.
- De første positive svar begyndte at komme i weekenden. Nu har vi bedt alle om at blive PCR-testet, før de kan komme tilbage, siger Morten Slotved han til TV2 Lorry.
Han opfordrer på Facebook hele Hørsholm Kommune til at få knækket smittekurven.
- Spred budskabet! For det er så vigtigt, at alle i Hørsholm er klar over, at smitten går den gale vej lige nu, skriver han blandt andet.
Det er ikke kun Hørsholm, der risikerer at blive ramt af nedlukning. I Brøndby Kommune har der den seneste uge været 223 smittede per 100.000.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde