Herlev Hospitals direktør Helge J. Kjersem forlader sin stilling efter "gensidig aftale" med Region Hovedstaden. Det oplyser regionen i en kortfattet pressemeddelelse.
Direktørens afgang kommer i kølvandet på en større fyringsrunde på hospitalet.
Hospitalet skulle spare 195 millioner kroner, og 136 medarbejdere blev fyret den 13. januar.
Bent Larsen, gruppeformand for Venstre i regionsrådet, kalder opsigelsen naturlig efter rod i budget, og langer samtidig kraftig ud efter Kjersems økonomistyring og ledelse.
- Hospitalsdirektøren kom allerede i maj med en række genopretningsplaner, som skulle være med til at løse de økonomiske problemer. Men i stedet for at træde på bremsen, har han trådt på speederen og brugt flere penge, siger Bent Larsen.
Samtidig kritiserer han regionens topledelse i form af formand Vibeke Storm Rasmussen og regionsdirektør Helle Ulrichsen for ikke at have udvist rettidig omhu.
- De skulle have fulgt op på, om de løfter hospitalsledelsen kom med nu også blev ført ud i livet. Det er dårlig ledelse og elendig økonomistyring, der har bragt dem ud i denne situation, og det gælder helt op til topfolkene i regionen, siger han.
I forbindelse med fyringsrunden afviste Region Hovedstadens formand Vibeke Storm Rasmussen (S) over for dagbladet Politiken at svare på, om hun havde tillid til direktøren, og om han burde fortsætte.
Søren Rohde er indsat som afløser med øjeblikkelig virkning frem til årsskiftet. Søren Rohde er udlånt fra en stilling som hospitalsdirektør på Bispebjerg Hospital.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde