Hoteller og restauranter vil hyre flygtninge til turistjob

Arkivfoto Foto: Pia Winther

I restauranternes køkkener og hotellernes receptioner stiger beskæftigelsen mere end i nogen anden branche.

Offentliggjort Sidst opdateret

Virksomhederne forventer, at manglen på hænder fortsætter de kommende år.

For nogle af de mange nytilkomne flygtninge kan det åbne en dør ind til arbejdsmarkedet. Det fortæller Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, til Avisen.dk.

- Det er ikke den lette løsning, men forhåbentlig kan det være med til at løfte udfordringen med flygtninge. Og så giver det noget arbejdskraft, siger politisk chef i Horesta, Kirsten Munch Andersen til Avisen.dk.

Over halvdelen - 60 procent - af virksomhederne i turistbranchen skal ansætte flere medarbejdere i de kommende år, viser en rundspørge fra Horesta fra efteråret. 20 procent af virksomhederne forventer, at andelen af udenlandsk arbejdskraft vil stige.

Men flygtninge vil ikke få job på bekostning af arbejds- og elevpladser til danskere:.
- Vi har mangel på elever. Vi har brug for flere hænder, og vi vil også rigtig gerne have flere danskere i arbejde, siger Kirsten Munch Andersen til Avisen.dk

Mange af dem, der i dag tager sig af turister i Danmark, har en udenlandsk baggrund.

Blandt medarbejderne på danske hoteller har 18,4 procent en anden etnisk oprindelse end dansk, mens det gælder for 27,5 procent på restauranterne.

3F genkender billedet af en branche i vækst. Som fagforening repræsenterer 3F størstedelen af dem, der arbejder med turisme. Og John Frederiksen, næstformand i 3F Privat, Service, Hotel og Restauration, bakker op om, at flygtninge kan være en del af løsningen på hotel- og restaurantbranchens personalemangel.

Men John Frederiksen minder om, at trepartsforhandlingerne ikke er ovre.
- Nu sidder man med næste del i trepartsforhandlingerne, hvor vi skal have styr på efteruddannelse af ledige og dem, der vil videre i branchen. Flygtninge er kun én del af en hel løsning, siger John Frederiksen til Avisen.dk.