De psykiatriske patienter i Region Hovedstaden skal have enestuer med statslig finansiering. Til gengæld må patienterne på de almindelige hospitaler formentligt indstille sig på dårligere forhold næste år. Det er resultatet, efter politikerne i regionen mandag indgik et bredt budgetforlig, der betyder besparelser på knap 300 millioner kroner på hospitalerne.
Bag forliget står S, V, K, R, SF og Dansk Folkeparti. Kun Enhedslisten står uden for, og det glæder regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).
- Det er godt vi er så mange om det, når vi skal igennem så store besparelser og investeringer, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Hovedstadens hospitaler har gået de enkelte afdelinger igennem med tættekam for at finde de 300 millioner kroner. Et sparekrav, der har fået de ansatte til at frygte for kvaliteten på især de psykiatriske og medicinske afdelinger.
- Vi er bundet af regeringens sparekrav, og konsekvensen er, at personalet skal løbe endnu hurtigere. Vi har til gengæld haft fokus på, hvad vi kan gøre som modvægt til de patientgrupper, der virkeligt er i klemme, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Hun henviser til at partierne er blevet enige om at gå videre med regionens hospitals- og psykiatriplan ved at igangsætte investeringer for 919 millioner kroner. Pengene skal blandt andet gå til enestuer for alle psykiatripatienter og nye akutmodtagelser på hospitalerne i Gentofte, Helsingør og Amager. Men de store om- og tilbygninger afhænger af penge fra regeringen, og det kan stoppe planerne.
- Jeg forventer, vi får, hvad vi har søgt om. Men ellers må vi tage den derfra, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Parterne er også enige om bruge 11 mio. kr. på bedre vilkår for de medicinske patienter og 18 mio. kr. på at forbedre rengøringen på hospitalerne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned