Hun blev den første kvindelige malerprofessor

Ursula Reuter-Christiansen er repræsenteret på adskillige museer, og hun har høstet mange priser. Den 13. februar fylder hun 80 år. (Arkivfoto). Foto: Nf/Ritzau Scanpix

Den tysk-danske billedkunster Ursula Reuter-Christiansen, som fylder 80 år den 13. februar, får internationalt gennembrud for sin kunst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det plejer at være mænd. Men i 1997 fik Det Kongelige Danske Kunstakademi i København sin første kvindelige professor i malerkunst.

Det var en stor sejr for Ursula Reuter-Christiansen, som underviste på Kunstakademiet til 2006.

Mandag den 13. februar fylder hun 80 år og kan se tilbage på en lang karriere, hvor hun har høstet bred anerkendelse som kunstner.

Hun hænger på adskillige museer og har fået mange priser.

I 2011 modtog hun Eckersberg Medaillen, i 2022 Thorvaldsen Medaljen, og på hjemegnen fik hun i januar hovedprisen ved uddelingen af Vordingborg Kommunes Kulturpriser.

Snart bliver hendes kunst også udstillet på et stort galleri i Basel i Schweiz.

- Det er en kunstners indre drøm, at man også formår at slå igennem internationalt.

- Det har altid været en af mine ambitioner, og jeg er glad for, at folk har fået øjnene op for mig så sent i livet.

Ursula Reuter-Christiansen er født i Trier i Tyskland i 1943 og indledte sin karriere der, inden hun som nygift flyttede til Danmark.

Hendes kunst har altid taget udgangspunkt i hende selv, fordi hun er kvinde, og fordi hun var meget optaget af den feministiske revolution i 1970'erne.

- Jeg dykker ned i kvindernes eksistentielle forhold. Og alt, hvad jeg laver, er mere eller mindre inspireret eller tager udgangspunkt i min egen skæbne som kvinde.

Ursula Reuter-Christiansen er ikke kun optaget af kunst. Hun har også en anden stor passion.

- Jeg er optaget af fugle, og min øverste hylde på mit bibliotek er fyldt med en hel samling af udstoppede fugle. Kronen på værket er en udstoppet påfugl, som jeg fandt i en antikvitetsbutik i Aarhus.

Passionen stammer fra hendes afdøde mand, den danske komponist Henning Christiansen.

Ursula Reuter-Christiansen giftede sig med ham i 1968, og sammen repræsenterede kunstnerparret Danmark på Biennalen i Venedig i 2001.

Parret slog sig sidst i 1960'erne ned på Møn, og her bor Ursula Reuter-Christiansen stadig.

Hun har inviteret sine tre børn og syv børnebørn til Det Røde Hav i vinterferien, hvor de skal fejre hendes 80-års fødselsdag.

Når hun kommer tilbage, skal dagen også fejres med vennerne hjemme på Møn.

/ritzau/