Hun er frontkæmper for menneskerettigheder
Siden oktober 2020 har Louise Holck været direktør for Institut for Menneskerettigheder. Hun fylder 60 år søndag den 7. juli. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Louise Holck er kendt for sit arbejde inden for menneskerettigheder som direktør for Institut for Menneskerettigheder. Søndag den 7. juli fylder hun 60 år.
Både i Danmark og i udlandet har Louise Holck spillet en betydelig rolle i at fremme og beskytte menneskerettigheder og ligebehandling.
Senest fik hun en central rolle i februar, da Institut for Menneskerettigheder og to andre nordiske organisationer blev udpeget af FN til at kulegrave FN's organisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA).
Ifølge Israel var 12 ansatte fra UNRWA involveret i Hamas' angreb mod Israel 7. oktober. Louise Holck skulle være med til at undersøge organisationens neutralitet.
Hun har siden oktober 2020 været direktør for Institut for Menneskerettigheder, der er en selvejende statsinstitution.
Fra 2012 til 2020 var hun vicedirektør og blev konstitueret direktør i 2020, inden hun tiltrådte som instituttets direktør.
- Jeg har i hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med menneskers rettigheder. Det er ganske enkelt dér, juraen for alvor har givet mening for mig, udtalte Louise Holck i forbindelse med udnævnelsen.
Søndag den 7. juli fylder hun 60 år.
Louise Holck er uddannet jurist fra Københavns Universitet.
Hun har også en journalistisk tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole samt en uddannelse i offentlig ledelse fra Copenhagen Business School.
Louise Holck har tidligere været direktør for Forbrugerstyrelsen (2003-2008), kommunikationschef i DR (2002-2003) og blandt andet asylchef i Dansk Flygtningehjælp fra 1993 til 2002.
I februar i år blev hun udpeget som formand for det europæiske netværk af nationale menneskerettighedsinstitutioner, Ennhri.
Netværket består af flere end 40 menneskerettighedsinstitutioner i Europa - deriblandt Institut for Menneskerettigheder.
Louise Holck tiltrådte som formand for Ennhri den 1. marts 2024.
- En af de vigtige opgaver i Ennhri er at sikre vilkårene for de nationale menneskerettighedsinstitutioner, fordi de i en række lande bliver udsat for pres på den ene eller anden måde. Det ser vi løbende eksempler på, siger hun.
Hun skal fejre sin fødselsdag i sommerhuset på Bornholm sammen med familien.
Om aftenen skal de på Gæsten i Allinge og høre den danske kunstner Guldimund.
Louise Holck er gift med Philip Just Larsen, der er læge. Næste år har de været gift i 30 år.
Hun har to voksne børn - en datter og en søn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned