Hun var fast gæst i ugebladenes spalter
Anni Brinch blev kendt, da hun med eksmanden, Erik Damgaard, optrådte i en række tv-programmer. (Arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Anni Katrine Brinch blev kendt som fotomodel og for ægteskabet med Erik Damgaard. I dag lever hun et mere tilbagetrukket liv. 27. oktober fylder hun 50.
Mange vil nok huske navnet Anni Fønsby, for hendes privatliv har i flere omgange været forsidestof.
Størst opmærksomhed har hendes nu tidligere ægteskab med it-rigmanden Erik Damgaard fået.
Hun har siden skiftet navn til Anni Katrine Brinch og lever et mere stille liv uden for pressens søgelys. Hun fylder 50 år den 27. oktober.
Anni Brinch var som yngre en kendt figur i det københavnske natteliv, som hun frekventerede ofte.
Hun begav sig også ud i en karriere som pikant model, og hun blev blandt andet affotograferet i det kendte amerikanske magasin Playboy.
Brinch prøvede desuden sig selv af som skuespiller uden større succes.
Mere negative overskrifter har hun også trukket. Hun blev i 2005 dømt for rufferi og modtog en betinget fængselsdom. Dengang var hun forholdsvis ukendt, men det skulle der et par år senere blive lavet om på.
Hun fandt nemlig sammen med finansmanden Erik Damgaard, der var blevet milliardær på at sælge sit firma Navision til Microsoft.
De to var hovedpersonerne i realityprogrammet "Erik og Anni goes to Hollywood" på Kanal 4, hvor mange seere fulgte parrets liv på første klasse.
I 2010 blev Anni Brinch dømt for rufferi igen. I byretten fik hun to års fængsel for at have drevet en række bordeller, men landsretten nedsatte straffen til halvandet år.
Hun vidste ikke, at det var ulovligt, har hun fortalt til Her & Nu.
- Jeg betalte skat, og politiet kom der jævnligt, og der var aldrig problemer. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg blev anholdt, sagde hun i 2016 til ugebladet.
Efter fængselsdommen blev parret skilt.
De seneste par år har Anni Brinch blandt andet brugt på at uddanne sig til sexolog.
Anni Brinch har også deltaget i andre programmer, herunder "Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra".
Hun er mor til to døtre. Ifølge Billed-Bladet blev hun i 2021 gift igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde