Hun vil sikre det digitale rum for kvinder
Helene Forsberg-Madsen tiltrådte som direktør for Kvinderådet 1. december 2023. Foto: Kvinderådet/Free
Kvinderådet/Free
Direktør for Kvinderådet Helene Forsberg-Madsen vil arbejde for, at kvinder trygt kan deltage i den offentlige debat på nettet. Den 26. marts fylder hun 40 år.
Som barn voksede hun op omgivet af stor kønsulighed. Selv boede hun sammen med sin mor i kollektiv med fokus på ligestilling. Men i det nordsjællandske samfund omkring kollektivet var kønsrollerne klart defineret.
Manden var husets primære forsøger. Kvinden tjente langt færre penge, hvis hun overhovedet arbejdede.
I dag er Helene Forsberg-Madsen direktør for Kvinderådet. Den 26. marts fylder hun 40 år.
- Det allervigtigste for mig som direktør i Kvinderådet har været at sætte fokus på behovet for stadigvæk at arbejde meget hårdt for kvinders rettigheder og ligestilling i den her tid.
- Vi oplever store tilbageslag mange steder i verden. Og vi oplever et pres på fundamentale rettigheder, som særligt rammer kvinder og minoriteter, siger hun.
Hun blev i 2015 færdiguddannet fra Aalborg Universitet med en kandidat i socialt arbejde.
Derefter arbejdede hun med mennesker i udsatte positioner. Blandt andet som socialpolitisk konsulent i Rådet for Socialt Udsatte.
I 2020 var hun med til at bygge Læseforeningen op fra bunden i samarbejde med litteraturforsker Mette Steenberg.
Og i 2023 blev hun så ansat som direktør i Kvinderådet. Særligt kvinders væren i det digitale liv optager Helene Forsberg-Madsen.
- Der er nogle rigtig store spørgsmål netop nu i forhold til at sikre det digitale rum. Det er et af de steder, hvor kvinder i den grad bliver angrebet.
- Det er et af de områder, der virkelig udfordrer kvinders mulighed for at deltage på lige fod i vores samfund, siger hun.
Helene Forsberg-Madsen, der bor på Nørrebro i København, har tidligere været politisk aktiv i Enhedslisten.
Hun har været suppleant til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for partiet og har siddet to år i regionsrådet for Region Hovedstaden.
Direktøren har planer om at fejre fødselsdagen sammen med sin familie for derefter at tage på et kort ferieophold med en veninde til Præstø.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker