Hunde bliver dødssyge af at drikke og bade i beskidt vand

Foto: Polfoto

Hvis Fido drikker af fuglebadets vand, kan det medføre en tur til dyrelægen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver dag må mange sløje vovser til dyrlægen, efter de har drukket af et fuglebad eller svømmet i en sø, hvor vandet har været beskidt.

Det skriver DR Trekanten og DR Fyn.

Og det kan være farligt for hunden, siger dyrlæge Jens Filrup fra Odense Dyrehospital:

- Nogle tror, at hunde er meget hårdføre, men beskidt vand kan nemt slå en hundemave i stykker. De får opkast og diarré, og når det er varmt i forvejen, dehydrerer de også meget hurtigt, og så går det for alvor galt.

Også hos dyrlægekollegerne i Dyrlægehuset Kolding møder man hunde, der er blevet syge efter en tur i vandet.

Men hundene kommer også galt afsted på andre måder, når de er med på strand og camping i sommerferie, siger dyrlæge Lizette Sloth til DR Trekanten:

- Vi ser brækkede ben, bidsår fra de har været oppe og slås, skårne træde-poter eller torne op i poten. Vi ser noget mere eksem og problemer med ører og hud, for det giver varmen også øget tendens til.

Det er ikke alle hundenes sommerferie-skader, man som ejer kan forebygge, men lige med bade- og drikkevandet kan man godt selv gøre noget.

Dyrlæge Jens Filrup råder til at holde hundene væk fra grønt vand, siger han til DR Fyn:

- Det kan være små søer, moser eller i et fuglebassin hjemme i haven, hvor der vokser mystisk grønt algevand. Det ser vi mange gange gøre hunde rigtig syge.

Tommelfingerreglen er derfor at behandle sin hund efter, hvad man ville byde sig selv:

- Al vand, der ikke ser klart ud, skal man holde sin hund fra. Hvis det ser ud som om, at der er alger i eller det er stillestående, skal ens hund ikke derud. Det skal være vand, som man selv har lyst til at bade i.