Husk restskattens rente

Foto: Arkivfoto

Hører du til gruppen af skatteborgere, som skal betale restskat? Det er billigst at betale med det samme.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag gav SKAT officielt danskerne adgang til årsopgørelserne for 2013.

Vanen tro klikkede mange ind på hjemmesiden, og vanen tro måtte man væbne sig med en god portion tålmodighed. Vi vil nemlig alle meget gerne vide, om vi har noget til gode, eller om vi skal betale restskat.

For dem, som skal betale restskat, er det værd at huske på, at SKAT tilskriver et rentebeløb. Og renten stiger, jo længere tid der går, før beløbet bliver betalt, det skriver Spar Nord Bank i en pressemeddelelse.

Tre procents rente slipper du med, hvis restskatten bliver betalt før 1. juli. Mens renten hedder fem procent, hvis betalingen sker efter denne dato.

Undlader du at betale, og beløbet er under 19.125 kroner, bliver restskatten plus renten på 5 procent en del af skatteregnskabet for 2015.

Andre står i den dejlige situation, at de skal have noget tilbage. Penge som SKAT automatisk betaler og sætter ind på din Nemkonto 4. april. Også dette beløb tilskrives en rente, men den er lille.

0,5 procent rente bliver lagt til den overskydende skat. Hvilket ikke giver anledning til spekulationer.

-Renteafkastet er til at overse, men ved at betale lidt ekstra i skat minimerer du til gengæld risikoen for en ubehagelig regning på restskat, når årsopgørelsen kommer, siger Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord Bank.