Hvalbiolog ved Zoologisk Museum i København Hanne Strager tvivler på teorien om, at den strandede finhval i Vejle Fjord er svømmet ind i fjorden for at finde et sted at dø.
Ifølge teorien, som nogle biologer har været fremme med, efter at finhvalen gik på grund i fjorden i onsdags, er hvalen syg og har søgt væk fra sin flok, fordi den instinktivt ved, at den skal dø.
Men ifølge Hanne Strager kan finhvalen tværtimod være søgt ind på lavt vand for ikke at risikere at drukne.
- Måske har den været så afkræftet af sult, at den har haft svært ved at holde sig oppe ved overfladen. Derfor kan den have søgt ind på lavt vand, for at undgå at drukne, siger hun og tilføjer:
- Når en hval går ind på lavt vand, så kan det godt være en selvforsvarsmekanisme.
Hanne Strager hæfter sig ved, at finhvalen er meget tynd og afmagret.
- Noget tyder på, at den har flakket omkring i de indre danske farvande i flere uger. Vi ved ikke, om den er syg, men den kan godt være blevet stærkt afkræftet, fordi den ikke har kunnet finde føde i de danske farvande, siger hun og forklarer:
- Finhvalen lever af at jage store fiskestimer i de store oceaner, men i de danske farvande er der ikke noget, en så stor hval kan leve af, siger hun.
Under alle omstændigheder er det dog ifølge Hanne Strager meget overraskende, at den stadig er i live.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde