Den døde finhval i Vejle Fjord skal i løbet af de kommende dage parteres på havnen i Vejle - hvis det altså lykkes brandfolk og dykkere at få det op mod 30 ton tunge dyr op af vandet i løbet af søndag aften.
Sidenhen bliver skelettet fragtet til København for at blive udstillet på Zoologisk Museum. Det bekræfter vildtkonsulent Peter Bjerremand fra Skov- og Naturstyrelsen over for Ritzau.
- Hvis det ikke lykkes at få hvalen op, så er der en ny situation. Så ved man slet ikke, om den overhovedet kommer ind, siger vildtkonsulenten.
Efter flere dages stranding udåndede hvalen omsider søndag morgen nær broen over Vejle Fjord. Tusinder af nysgerrige fra nær og fjern har de senere dage overværet hvalens dødskamp.
En dyrlæge fra Århus erklærede hvalen død søndag formiddag. I løbet af eftermiddagen bredte der sig stor usikkerhed om, hvad der skal ske med det store pattedyr. Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (S), har kæmpet for, at hvalen forbliver i byen, mens andre kræfter vil have den udstillet på Zoologisk Museum i København. Striden er altså endt med en slags kompromis.
Vognmand Martin Gade, der skal lægge køretøj til den døde hval, siger: - Min første opgave bliver søndag aften at hjælpe brandvæsnet og dykkere med at få den op på blokvognen. Hvad der senere skal ske, er uvist. Det får jeg nærmere instrukser om.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde