Hver 9. nye akademiker langtidsledig

Hver niende akademiker, der er blevet færdig med studierne for et til to år siden, er arbejdsløs. For et år siden var det en ud af 11, skriver Avisen.dk.

Det viser tal fra ledighedsstatistikken hos Akademikernes Centralorganisation (AC). Tallene får de bekymrede miner frem hos sekretariatschef, Jens Mølbach.

- Hvis man ikke har udvidet sine kompetencer undervejs, så risikerer man at blive overhalet af et nyt hold, der kommer friske ud, siger han til Avisen.dk.

Løsningen er ifølge Jens Mølbach, at de små og mellemstore virksomheder finder plads til en akademiker eller to

Derfor har AC fået penge af Beskæftigelsesministeriet til at fortælle de små og mellemstore virksomheder, hvad de kan få ud af at ansætte akademikere. Fra 1. maj og halvandet år frem vil 30.000 virksomheder få tilbudt et besøg. AC regner med, at 9.000 virksomheder vil tage imod tilbuddet.

Chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen fra DA mener, at det kan være en del af løsningen.

- Hvis det kan være med til at fjerne nogle skyklapper og få akademikerne til at søge bredere så gerne for os, siger han.

Mange ledige akademikere søger mest job på traditionelle områder i det offentlige. Hos AC ser man også gerne, at de nyuddannede får mere viden om det private erhvervsliv, mens de går ledige.

- Det kan være kurser i forretningsforståelse, der gør det lettere for de nyuddannede at forstå, hvordan virksomhederne tænker, siger Jens Mølbach.

De nye tal kommer i kølvandet på en ophedet debat igangsæt af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: De ledige akademikere skal også søge job i Netto.Jens Mølbach fra AC ryster på hovedet:

- Det er jo ikke fordi, Netto mangler kvalificerede ansøgere. Akademikere har mange kompetencer, men jeg tror altså ikke, de er bedre i kassen hos Netto end en HK'er, som er udlært i butik, siger Jens Mølbach.

/ritzau/

Stadig flere nyuddannede fra landets universiteter bliver langtidsledige.

Offentliggjort Sidst opdateret