Hver anden ældre kvinde er net-analfabet
Et kig på bankkontoen, bestilling af en flybillet og et hurtigt kig på dagens nyheder. På internettet kan det tage få minutter at nå det hele, men for omkring halvdelen af de danske kvinder over 65 år går det ikke så hurtigt. De har aldrig brugt internettet.
Det høje antal af net-analfabeter er skidt, mener souschef Jens Højgaard fra Ældresagen.
- Det er et overraskende højt tal, og det vækker i høj grad bekymring. Det betyder jo, at kvinderne bliver udelukket fra en masse ting, fordi mere og mere i samfundet foregår digitalt, siger han og tilføjer:
- De har svært ved at have kontakt med det offentlige, banker, pensionsselskaber og forsikringsselskaber.
Det er nye tal fra Danmarks Statistik, der på baggrund af 5200 interviews blandt et repræsentativt udsnit af danskerne viser, at 45 procent af de ældre kvinder over 65 år aldrig har brugt internettet.
Til forskel fra kvinderne er det kun 29 procent af de ældre mænd over 65 år, der aldrig har brugt internettet, og det kommer også bag på Jens Højgaard.
- Et bud på, hvad det skyldes, er, at de ældste generationer måske har overladt det tekniske og økonomiske til mændene. Derfor er mændene blevet introduceret til computeren i højere grad end kvinderne, siger han.
Det er afgørende, at det offentlige laver løsninger, der er mere brugervenlige og sætter ind med mere uddannelse, hvis de ældre skal have en chance i det offentliges digitale udvikling, mener Jens Højgaard.
Der er dog også fordele ved, at mange ældre ikke bruger internettet, mener forsker ved Det Nationale Forskningscenter For Velfærd Jens Erik Kofod.
- For mange ældre mennesker kan det være en meget vigtig social funktion at komme ud og handle, siger han.
- De ældre kommer mere ud og snakker med folk, end hvis de bruger internettet til at få bragt alt til døren, siger han og tilføjer:
- Det er dog en klar fordel at kunne bruge internet, hvis man er gammel og sidder alene derhjemme uden at kunne komme omkring, pointerer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde