Hver anden borger i Thisted og Frederikshavn er blevet testet
En intensiv massetest pågår i syv nordjyske kommuner i jagten på et muteret coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Region Nordjylland gør klar til at udvide massetest fra på søndag i jagten på muteret coronavirus.
For en uge siden blev en massetest af op mod 280.000 borgere i syv nordjyske kommuner indledt i jagten på et muteret coronavirus.
Fredag eftermiddag er status, at hver anden borger i Thisted og Frederikshavn er blevet testet.
Det oplyser overlæge Jan Nybo, der står i spidsen for testindsatsen i Region Nordjylland.
- Det er ganske godt gået, og vi er meget taknemmelige for den opbakning, der har været i befolkningen.
I Thisted er 20.346 borgere blevet testet - det svarer til 48 procent af borgerne i kommunen.
I Frederikshavn er 29.927 borgere blevet testet - svarende til 51 procent af kommunens borgere.
Indsatsen begyndte for en uge siden i netop de to kommuner.
Fra på søndag udvides testtilbuddet til at omfatte Hjørring og Jammerbugt kommuner.
Også Læsø kommer efter planen med på testvognen i den kommende uge.
Så er der to kommuner tilbage - Vesthimmerland og Brønderslev - som kobles på testprogrammet ved udgangen af næste uge.
I denne uge har man udført cirka 13.500 daglige test, og det stiger på mandag til 18.500.
Massetesten er blevet sat i værk, efter at der på fem nordjyske minkfarme blev fundet en særlig minkvariant af coronavirus kaldet cluster 5.
12 mennesker er også blevet konstateret smittet med denne variant. Hidtil er det blevet oplyst, at varianten sidst er set i september.
Problemet med det muterede virus er, at det har vist sig mindre følsomt over for antistoffer.
Det kan være et problem i forbindelse med en kommende vaccine mod covid-19.
Frem til 3. december er der indført skrappe restriktioner i de syv nordjyske kommuner, hvor smitten med minkvarianten ifølge myndighederne har været mest udbredt.
Borgerne opfordres således til at holde sig inden for kommunegrænsen, ligesom restauranter er lukket helt ned.
Planen er, at alle 280.000 borgere vil have fået tilbud om test inden udgangen af måneden.
- Vi stiler imod, at alle de 280.000 borgere vil have haft mulighed for at blive testet senest ultimo november, siger Jan Nybo.
Det er ikke et krav, at man bliver testet, men en kraftig opfordring.
Hvor mange positive prøver, der er fundet blandt de testede - og om cluster 5-varianten er fundet - er på nuværende tidspunkt ikke oplyst.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker