Du drikker for meget! Den besked har næsten halvdelen af den danske befolkning givet til et familiemedlem, en ven, en kollega eller en anden person.
Det viser en undersøgelse blandt 1007 repræsentativt udvalgte danskere, som analysefirmaet YouGov har udført for Kristeligt Dagblad i perioden 16. til 19. juni.
Anders Blædel Hansen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, bekræfter, at store dele af den danske befolkning drikker godt igennem.
- Hvis ikke der var noget særligt stort problem med vores alkoholforbrug, ville der heller ikke være så mange, som konfronterede familie og bekendte med det. Der skal alligevel noget til, før man tager den konfrontation, siger han.
Ifølge undersøgelsen har 49 procent af de adspurgte på et eller andet tidspunkt sagt til et andet menneske, at vedkommende drak for meget. Flest - nemlig 29 procent - har konfronteret et familiemedlem, 14 procent har konfronteret en ven, 11 procent en kollega og 6 procent en anden person. 11 procent har taget alkoholsamtalen med personer fra flere af de nævnte kategorier.
Ulrik Becker, overlæge på Hvidovre Hospital og en af landets førende alkoholbehandlere, er ikke ved at falde ned af stolen af begejstring over danskernes mod.
- Jeg tror, at hvis vi tænker efter, så kan vi alle sammen pege på en, vi kender, der drikker for meget. Men alt for mange tænker: Det er der nok andre, der gør noget ved. Men det er der altså ikke andre, der gør. Og det er svært problematisk, for det er ofte netop konfrontationen, der får folk til at søge hjælp.
Ulrik Becker vurderer, at godt en tredjedel af de personer, der søger hjælp til at komme ud af deres alkoholmisbrug, netop gør det, fordi de har fået et skub af en ven, et familiemedlem eller en kollega.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde