Hver anden fortryder studievalg uden fokus på økonomi
Fredag klokken 12 udløb ansøgningsfristen for kvote 1-ansøgere til de videregående uddannelser. Hver anden dansker fortryder, at de ikke tænkte mere på økonomi, da de i sin tid valgte deres vej. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Halvdelen af danskerne ville ønske, at de havde set mere på løn og pension, da selv valgte deres uddannelse.
Hver anden dansker fortryder, at overvejelser omkring deres fremtidige økonomi ikke fyldte mere, da de valgte uddannelse.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for pensionsselskabet Sampension blandt 1000 danskere.
Den kommer samtidig med, at der fredag var ansøgningsfrist for kvote 1-ansøgere på de videregående uddannelser.
Undersøgelsen fra Epinion viser, at 49 procent ville ønske, at de havde set mere på, hvad de kunne forvente i løn og pension på sigt, da de valgte uddannelse, og dermed få en mere realistisk forestilling om de økonomiske konsekvenser af deres valg.
- Selvfølgelig skal det være lysten, der driver værket. Det nytter jo ikke at bruge en masse tid på en uddannelse, som man ikke har lyst til at arbejde med bagefter.
- Men måske var det en god idé også at lade lyst og økonomi gå lidt hånd i hånd, siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension.
Hun peger på, at den uddannelse, som unge vælger i dag, kan få stor betydning for lønindkomsten og dermed også pensionen i sidste ende.
- Har man ikke en realistisk forestilling om de økonomiske fremtidsudsigter, der følger med den vej, man vælger, så kan der på sigt vente en ubehagelig økonomisk overraskelse, siger hun.
I undersøgelsen svarer 76 procent, at det er vigtigt at have fokus på, hvilken økonomi man har udsigt til at få, når man vælger uddannelse og karriere.
- Mænd har historisk set været mere optaget af økonomiske spørgsmål end kvinder.
- De er generelt mere tilbøjelige til at vælge uddannelse og karriere inden for fag, hvor lønnen er højere, siger Anne-Louise Lindkvist
Hun fremhæver dog, at der er en ny tendens til, at kvinder er begyndt at interesse sig mere for økonomi, og at de også søger uddannelser, som der før ikke var mange kvindelige ansøgere til.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned