Hver anden kommune sparer på bibliotekerne

Hver anden kommune skærer i bevillingerne til bibliotekerne næste år. Det viser en rundspørge fra Danmarks Biblioteksforening til landets bibliotekschefer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om hver anden reducerer i budgetterne, så er resultatet alligevel en smule bedre for biblioteksbrugerne end det seneste år, hvor 6 ud af 10 biblioteker skar ned. 12 procent får det kommende år endda en lille stigning. De øvrige kommuner fastholder samme budgetniveau som i 2013.

- Pilen peger i den rigtige retning. Fra besparelser hos 76 procent af kommunerne i 2011-budgettet og over 62 procent besparelser i 2012, så er vi nu nede på 55 procent, der skal reducere, siger formanden for Danmarks Biblioteksforening, Vagn Ytte Larsen.

Blandt de 51 kommuner, der skal spare, er der store udsving fra enkelte, der sparer mere end 10 procent, til langt de fleste kommuner, der sparer under tre procent.

Besparelserne rammer især på personalet. Derefter kommer nedskæringer på materialekøb, kortere åbningstider og ændret rengøring.

Efter en årrække med filialmassakrer er der kunto af de 51 sparekommuner, der har planer om at lukke filialer, mens to kommuner vil nedlægge bogbusser.

Hvor fem kommuner i 2012 havde stigende budget, så er tallet i 2013 11 kommuner. Heraf får fem en lille øgning på op til en procent, mens fem stiger mellem en og tre procent.

- Der er klart stadig plads til forbedring af budgetterne. Men udviklingen går den rigtige vej. Det var også påkrævet efter seks år med markante nedskæringer på biblioteksområdet. Til trods for, at bibliotekerne er inde i en ressourcekrævende omstillingsproces, siger Vagn Ytte Larsen.

/ritzau/