Hver anden kvinde på fuld tid går ned i arbejdstid efter første barn
Det rækker "langt ind i fremtiden", når kvinder går på deltid efter at have født deres første barn, mener Mikkel Haarder, underdirektør i Dansk Industri. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
To år efter fødslen af første barn er 49 procent af kvinderne vendt tilbage på fuldtid ifølge kortlægning.
Næsten halvdelen af danske kvinder, der arbejdede på fuld tid inden fødslen af deres første barn, går på deltid, når de vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Det viser en kortlægning fra Dansk Industri, skriver Berlingske.
Organisationen har undersøgt arbejdstiden for danske forældre, der fik deres første barn i 2021 og arbejdede fuldtid før fødslen.
To år senere var 49 procent af kvinderne vendt tilbage til at arbejde 37 timer om ugen.
Det samme gjaldt for 83 procent af mændene ifølge kortlægningen.
Mikkel Haarder, underdirektør i Dansk Industri, siger til Berlingske, at det rækker "langt ind i fremtiden", hvis man fortsætter med at arbejde deltid.
For det kan betyde lavere løn og pension.
- For både virksomhederne og for Danmark vil det give det bedste resultat, hvis vi trækker på alle kræfter, siger Mikkel Haarder.
Det er konsekvenserne for den enkelte kvinde, som gør, at Dansk Industri mener, at forskellen mellem kønnene er problematisk.
Samtidig er kortlægningens resultater en del af forklaringen på, at kvinder får mindre i løn end mænd, når de har fået deres første barn, mener han.
Det understreges, at det ikke har været muligt at måle på eventuelle effekter af øremærket barsel.
Ifølge Mikkel Haarder er der opstået et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor der er en tendens til, at mænd og kvinder træffer "stereotype" valg.
Men det kan der flyttes på, hvis incitamenterne er "rigtige", lyder det.
Dansk Industri opfordrer derfor Folketinget til at hæve det maksimale beskæftigelsesfradrag, så indkomstgrænsen løftes til omkring 500.000 kroner.
Tidligere har Forsikring og Pension offentliggjort en analyse, som viser, at andelen af kvinder, der arbejder deltid, fordobles efter fødslen af første barn.
Fem år efter fødslen arbejder 40 procent af kvinderne på deltid ifølge analysen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker