Hver femte førsteårsstuderende har en funktionsnedsættelse

Uddannelses-og forskningsminister Christina Egelund (M) har inviteret Folketingets partier til drøftelser om, hvordan man sikrer gode forhold for studerende med funktionsnedsættelse. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Knap 20 procent af førsteårsstuderende på videregående uddannelser svarer, at de har en funktionsnedsættelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver femte førsteårsstuderende på videregående uddannelser har en funktionsnedsættelse som for eksempel angst, depression eller autisme.

Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) ifølge Politiken.

Undersøgelsen er lavet blandt 8292 studerende, og i alt 19 procent af dem svarer, at de døjer med en funktionsnedsættelse.

Funktionsnedsættelser hæmmer evnen til at udføre en bestemt funktion. De kan både være psykiske og fysiske.

Af de 19 procent af de studerende, som svarer, at de har en funktionsnedsættelse, svarer over halvdelen, at der er tale om en psykisk funktionsnedsættelse.

Det kan for eksempel være angst eller depression. Det svarer altså til, at hver tiende førsteårsstuderende døjer med en psykisk funktionsnedsættelse.

34 procent af dem, der har en funktionsnedsættelse, svarer, at de er ordblinde.

Bella Marckmann, som er chefkonsulent for EVA's Enhed for Videregående Uddannelse, svarer, at tallet er højere end tidligere. Det er ikke så overraskende i sig selv, siger hun, men hun ville ikke have gættet på, at det gjaldt så mange.

- Den gode historie er, at selv om man har en funktionsnedsættelse, kommer man alligevel ind på en videregående uddannelse. Det betyder også, at det skal tænkes ind i tilrettelæggelsen af uddannelserne på en helt anden måde end tidligere, siger hun til Politiken.

Andelen af personer, som får støtte til deres uddannelse, steg ifølge avisen mellem 2010 og 2020 fra 3 procent til 11 procent.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) siger i en skriftlig udtalelse til Politiken, at der skal være gode forhold for studerende med funktionsnedsættelser.

Derfor har hun inviteret Folketingets partier til at drøfte forholdene for netop denne gruppe af studerende i 2024.

/ritzau/