Hver fjerde asylansøger i juli kom fra Syrien
Millioner af syrere er på flugt fra borgerkrigen, der i de seneste to et halvt år har hærget Syrien. Og det kan nu også ses i den seneste opgørelse over personer, der søger asyl i Danmark.
Tal fra Udlændingestyrelsen viser nemlig, at 163 syrere søgte om asyl i Danmark i juli, hvilket svarer til, at hver fjerde asylansøger i juli kom fra Syrien. Ifølge netavisen Sameksistens.dk er tallet det højeste for en enkel måned i flere år.
I år har 732 syrere søgt asyl i Danmark frem til udgangen af juli 2013. Til sammenligning kom der 822 syriske asylsøgere til Danmark i hele 2012, viser opgørelsen fra Udlændingestyrelsen. I 2011 var tallet 429.
Tallet er dog en dråbe i havet i den massive flygtningestrøm, der kommer fra Syrien. Nye tal om flygtningekrisen, som FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har offentliggjort tirsdag, viser nemlig, at flere end to millioner mennesker nu er flygtet ud af landet.
I gennemsnit flygter 5000 mænd, kvinder og børn til et af Syriens nabolande hver eneste dag, lyder vurderingen fra FN.
Dertil kommer antallet af folk, der er drevet på flugt internt i Syrien, som nu ligger på 4,25 millioner mennesker.
Sammenlagt betyder det, at snart en tredjedel af Syriens befolkning - der før borgerkrigen lå på omkring 20,8 millioner mennesker - nu er fordrevet fra deres hjem i det mellemøstlige land.
Den svenske udlændingestyrelse meddelte tirsdag, at Sverige vil give alle syrere, der er flygtet fra Syrien til Sverige, permanent opholdstilladelse. Men den danske regering har ifølge dr.dk ikke planer om at følge trop.
- Alle ansøgere om asyl får konkret og individuel behandling af deres ansøgning.
- Af dem, der kommer hertil fra Syrien, får 90 procent allerede asyl, og dem, der ikke får det, bliver ikke sendt hjem, så derfor har regeringen ingen planer om at ændre ved asylreglerne, siger justitsminister Morten Bødskov (S) til dr.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde