Hver fjerde forsørges af det offentlige

En fjerdedel af befolkningen mellem 16 og 64 år levede i 2010 af penge i form af offentlig forsørgelse.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 857.200 danskere sidste år levede af forskellige overførsler fra staten.

Andelen af befolkningen, der er forsørget af det offentlige, stiger med alderen, når man ser bort fra SU-modtagere, mens den største andel findes hos kvinder mellem 60 og 64 år, hvor 64 procent får til dagen og vejen fra staten.

Blandt de 30-34-årige er hver tredje kvinde offentligt forsørget, mens det samme kun gælder for hver femte mand.

Forklaringen på den kønsmæssige forskel skal ifølge Danmarks Statistik primært findes i forskelle i anvendelsen af barselsorlov.

Samlet set er der kommet flere i støttet beskæftigelse. Stigningen er især sket inden for kortvarige former for støttet beskæftigelse - det vil sige virksomhedspraktik og ansættelser med løntilskud.

Således var der 88 procent flere ansættelser i løntilskud i 2010 end året før og 47 procent flere i virksomhedspraktik.

Antallet af personer i fleks- og skånejob er derimod kun steget svagt. Denne gruppe udgør næsten 60 procent af personerne i støttet beskæftigelse, hvorfor det samlede antal personer i støttet beskæftigelse kun er steget 15 procent.

Den endelige opgørelse af bruttoledigheden for 2010 viser, at der var 164.800 bruttoledige, hvilket er en stigning på 25 procent i forhold til året før.

/ritzau/

I 2010 var en fjerdedel af befolkningen mellem 16 og 64 år forsørget af det offentlige, viser nye tal.

Offentliggjort Sidst opdateret