Hver guitar har sin egen sang

Mark Knopfler har en lang karriere som rockmusiker og har skrevet nogle af de store rockklassikere. Den 12. august fylder han 75. (Arkivfoto). Foto: Walter Bieri/Ritzau Scanpix

Mark Knopfler er en af verdens bedste rockguitarister og vild med guitarer. Han har masser af dem. Han fylder 75 den 12. august og har travlt med nye projekter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mark Knopfler kan ikke holde sig fra guitarer. Sådan har det været, siden han var dreng. De suger ham til sig.

- Jeg stopper stadig op og ser på vinduet i en guitarforretning. Jeg kan bare ikke gå forbi, siger han i et interview med magasinet Guitarplayer.com.

Han har ellers råd til at købe de dyreste guitarer de fineste steder. Men der er bare noget, der drager i en almindelig guitarbutik.

Meget af hans liv handler om guitarer.

Mark Knopfler, komponist og forsanger i det gamle rockband Dire Straits, fylder 75 år den 12. august.

Et kig på nogle af hans gøremål alene i år viser, at manden bag klassiske rockhits som "Sultans of Swing" og "Money for Nothing" ikke er slået op i banen.

I februar solgte han 112 af sine guitarer og 10 forstærkere på en auktion, der indbragte 355 millioner kroner - 25 procent gik til velgørenhed.

Samme måned indspillede han og 54 rocklegender, herunder Sting og Ringo Starr, en ny version af hans gamle nummer "Going Home" fra filmen "Local Hero".

Indtjeningen går til hjælp til unge kræftramte i USA.

I maj udgav han albummet "One Deep River" - hans tiende soloalbum.

I år har han også lavet tv-programmer på Sky med den et år ældre Brian Johnson, som er forsanger i rockbandet AC/DC.

De er begge vokset op i Newcastle-området. Begge er fan af fodboldklubben Newcastle FC, begge har klassiske biler og racerløb i blodet.

De har lavet seks programmer - "Johnson and Knopfler's Music Legends" - med stjerner som Tom Jones og Cyndi Lauper.

Knopfler har beholdt en del af sine guitarer. De har stor betydning for ham.

I interviewet med Guitarplayer.com siger han, at under koncerter kan man spille forskellige numre med samme guitar. I studiet er det anderledes.

Hver guitar har sin egen sang.

- De har karakter. Der vil være en sang, der passer til dem.

Mark Knopfler blev født i Skotland, men familien flyttede til Newcastle-området, da han var barn.

Han lærte sig selv at spille guitar. Han er venstrehåndet, men spiller en højrehåndet guitar med den særlige fingerpicking-stil.

Da han og hans bror, David, dannede Dire Straits i 1977, fik bandet hurtigt succes med Knopflers rocknumre. I en tid med disco og punk skilte de sig ud.

Den største succes kom i 1985 med "Brothers in Arms", et af verdens bedst sælgende albummer.

Dire Straits tog på verdensturné, og bandet blev dengang regnet for verdens største rockband.

Knopfler har siden sagt, at han godt kan lide succes. Men berømmelsen kan han godt undvære.

Bandet udgav et par albummer mere, men i 1995 var det slut.

Han har siden lavet soloalbummer, filmmusik og har nye legekammerater inden for genrer som country og folkemusik.

Det var i øvrigt også Knopfler, der skrev "Private Dancer", som gav den nu afdøde Tina Turner comeback i 1984.

Mark Knopfler arbejdede inden musikkarrieren som journalist og tog en uddannelse i litteratur på Leeds University.

Privat er han i sit tredje ægteskab. Han har fire børn.

/ritzau/