Selvom der de seneste år har været større fokus på mobning på arbejdspladserne, går det ikke den rigtige vej.
Tværtimod viser en ny undersøgelse, Epinion har lavet for HK/Privat, at hver sjette - 16 procent - har været udsat for mobning på arbejdsmarkedet inden for de seneste fem år.
- 16 procent er alt for meget, og det viser, at der stadig er store udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø i Danmark, siger Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.
Han henviser til, at tallet de sidste mange år har ligget omkring 10 procent, og dermed er der sket en stigning i antallet af personer, der oplever mobning på arbejdspladsen.
- Det kan skyldes, at der er kommet mere fokus på problemet. Mobning er ikke længere samme tabu, som det var for 10 år siden, så det er nemmere at tale om, siger Svend-Erik Hermansen og opfordrer i samme vending alle arbejdspladser til at fastlægge en mobbepolitik.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt 1567 repræsentative medlemmer af HK/Privat, viser også, at der er forskel på, hvem kvinder og mænd føler sig mobbet af.
To tredjedele af de kvinder, der har oplevet mobning, svarer, at mobningen kom fra kollegerne, mens 62 procent af mændene er blevet mobbet af deres nærmeste leder.
Det skyldes formentlig, at Danmark har et meget kønsopdelt arbejdsmarked, mener lektor ved Roskilde Universitet, Rikke Andreassen.
- Rigtig mange kvinder sidder i job, hvor de ikke har særlig meget kontakt med deres chefer, og derfor er det naturligt, at mobningen oftere kommer fra deres kolleger, siger Rikke Andreassen, der blandt andet forsker i kønsmæssig ligestilling.
- Omvendt er der mange flere mænd i chefstillinger og flere, der er på vej op ad rangstigen, så i bund og grund handler det nok om, hvem man har mest kontakt med, fortsætter hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker