Hver tredje dansker bevæger sig næsten ikke
Det står særlig sløjt til, når man kigger på danske kvinders aktivitetsniveau, viser ny undersøgelse.
En tredjedel af danskerne bevæger sig så lidt, at de nu betegnes som decideret inaktive.
Det viser en national undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet fra DTU Fødevareinstituttet fra 2011/12, der netop er offentliggjort og er den eneste af sin slags.
Ifølge DTU er det særligt sofahyggen foran fjernsynet og en dejlig varm bil, der ser ud til at være årsagen til danskernes inaktive hverdag.
- Noget af det, der spiller ind, er, at voksne danskere i højere grad vælger den passive transport frem for den aktive transport. Det vil sige, at de i højere grad tager bilen i stedet for cyklen, siger Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.
Tiden, som danskerne bruger foran skærmen, er også øget i samme periode for undersøgelsen, og alle de dårlige vaner udgør tilsammen en farlig sundhedsmæssig cocktail.
- Det er vigtigt at forebygge fysisk inaktivitet, fordi det er med til at forøge risikoen for en række sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, type 2 diabetes og visse kræftformer, siger Jeppe Matthiessen.
I Cyklistforbundet peger man især på, at det er vigtigt at få børnene med ud på cykelstierne, hvis danskerne skal indarbejde en vane med at cykle.
- Der er ikke nogen tvivl om, at god og tryg infrastruktur får folk til at cykle, men der er i høj grad også noget omkring børn.
- Hvis rammerne er der, til at børn får cyklet, så er chancen for, at man rent faktisk også får et mobilitetsmønster, som holder resten af livet, steget, siger formand i Cyklistforbundet Klaus Bondam.
Han peger dog også på, at der er sket en fremgang inden for cykelkørsel de sidste fire år, hvilket han mener skyldes offentlige investeringer i cykelvejnettet.
Af DTU's undersøgelse fremgår det også, at det særligt er kvinderne, der er blevet dårlige til at bevæge sig.
De danske kvinder tog i 2011-2012 1100 færre skridt per dag, end de gjorde i 2007-2008. Det anbefales, at man tager mindst 7500 skridt om dagen.
Kvindernes stadig dårligere livsstil bliver også understøttet af en anden undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet fra 2015, der viser, at kvinder i gennemsnit har taget 1,4 kilo på fra 2005 til 2013.
Det betyder, at næsten halvdelen af danske kvinder er let til svært overvægtige, og dermed haler ind på mændene, hvor lidt mere end halvdelen er overvægtige.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned