Hver tredje elev undervises under særlige aftaler
Efter sidste års overenskomst med lærerne skal alle skoleledere prioritere lærernes arbejdstidsfordeling - medmindre lokale lærerkredse og kommuner indgår andre aftaler.
Og det sker i stigende grad. skriver Politiken tirsdag.
Som det ser ud lige nu, vil mere end hver tredje folkeskoleelev fra næste skoleår blive undervist på en skole i en kommune, som har lavet lokale aftaler eller en 'fælles forståelse' med den lokale lærerforening.
Aftalerne kan eksempelvis bestemme faste rammer for lærernes arbejdstid, hvilket netop var stridspunktet under sidste års lærerkonflikt.
En ny opgørelse fra Danmarks Lærerforening viser, at 18 kommuner i marts havde indgået en såkaldt lokalaftale om rammerne for lærernes arbejdstid.
Det tal er på kort tid steget til 26 kommuner, herunder København, Aarhus og Aalborg.
Fe nye lokalaftaler i strid med det, der var intentionen med at afskaffe det gamle system fra før lærerkonflikten, hvor man havde faste aftaler om lærernes arbejdstid, og hvor man definerede lærernes forberedelsestid.
Det mener forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.
- Lokalaftalerne undergraver det, der var idéen med reformen. Og det kan man umiddelbart tænke er skidt, men spørgsmålet er jo bare, om idéen med reformen i virkeligheden er særlig god?, siger han til Politiken.
Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, forventer, at flere kommuner vil følge trop.
- Vi oplever jo hver uge, at nye kommuner laver lokalaftaler. Det er vi rigtig begejstrede for. Selv om aftalerne er af meget forskellig karakter, er det udtryk for en dialog og et samarbejde lokalt, siger han til Politiken tirsdag.
At de lokale aftaler trumfer de centralt fastsatte retningslinjer, som formanden for løn- og personalevalget i Kommunernes Landsforening (KL), Michael Ziegler, sidste forår fik igennem ved at lockoute lærerne, kunne ligne en fiasko for KL.
Men netop aftalernes forskellige karakter er noget, man skal have in mente, mener Michael Ziegler.
- Man skal passe meget på med at lave den her opstilling af aftaler. Djævlen ligger jo i detaljen. Det er ikke et spørgsmål, om der er en aftale, men hvad der er indholdet. Hvis du dykker ned i det her, er indholdet i aftalerne meget forskelligt, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde