Hver tredje importør har solgt alt for røde tunbøffer
Fødevarestyrelsen finder ulovligt indhold af tilsætningsstoffer hos 6 ud af 17 danske importører af tunkød.
Fødevarestyrelsen har fundet ulovlige mængder antioxidanter i tunbøffer hos hver tredje importør.
Der er tale om antioxidanten ascorbinsyre, der får tunkødet til at se mere rødt og friskt ud.
Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil på baggrund af fundene skrue op for kontrollen.
- Det er helt uacceptabelt, at der bliver svindlet med tilsætningsstoffer, så forbrugerne ikke kan se, hvad de køber, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.
Antioxidanterne er ulovlige, hvis de overskrider EU's vejledende grænser.
Fødevarestyrelsen har fundet et indhold af antioxidanter, der var op til syv gange højere end EU's vejledende grænser, i importeret tun hos 6 ud af 17 danske importører.
De ulovlige mængder antioxidanter har ikke gjort tunfiskene farlige at spise.
Men tilsætningsstofferne kan sløre både arten og kvaliteten, og det er efter Fødevarestyrelsens opfattelse vildledning af forbrugerne.
Det er ikke de danske importører, der ifølge Fødevarestyrelsens undersøgelser står bag den overdrevne brug af tilsætningsstofferne.
Men de har ansvaret for, at deres varer er uden ulovlige tilsætningsstoffer.
- Min forventning er, at pres fra danske importører og de europæiske myndigheder vil føre til mindre brug af ulovlige tilsætningsstoffer i fremtiden, siger Mogens Jensen.
Fiskene med det ulovlige indhold af tilsætningsstoffer var indført dels fra andre EU-lande, dels importeret fra Vietnam.
Fødevarestyrelsen vil i 2020 udtage cirka 50 prøver af tun til analyse. Sidste år blev der udtaget 24 prøver.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker