Hver tredje kommune sparer på børnene
Hver tredje kommune har sparet på børneområdet i den nuværende valgperiode. Foto: /ritzau/Rye Skjoldjensen Anders
/ritzau/Rye Skjoldjensen Anders
Siden 2015 har 33 kommuner sparet på børneområdet trods en økonomisk pulje til at ansætte flere pædagoger.
Det har været sparetider i mange kommuner, siden regeringens omprioriteringsbidrag trådte i kraft.
Bidraget betyder, at kommunerne får én procent mindre i deres budgetter hvert år fra 2016 til 2019.
Resultatet har været, at sparekniven i hver tredje kommune har skåret væsentligt i børneområdet.
Det viser en ny undersøgelse fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening (Bupl).
Og selv om den daværende regering i finansloven 2015 tildelte 0-5 års- området 250 millioner kroner øremærket til at ansætte flere pædagoger, er der alligevel i 33 kommuner blevet sparet mere end de midler, som de har trukket ud af puljen.
Formand i BUPL Elisa Bergmann er bekymret for, at besparelserne rammer børn og pædagoger for hårdt.
- Det vidner om et stort problem. Den omsorg, som de skal give det enkelte barn, bliver nærmest umulig. Vi kan ikke effektivisere nærvær og omsorg for børn. Vi kan ikke effektivisere pædagogikken mere, siger hun.
En af kommunerne, der har måttet spare på området, er Hørsholm. Ifølge undersøgelsen fra BUPL har kommunen sparet 8,85 millioner kroner, der går ud over de 920.000 kroner, som kommunen fik tilført fra den økonomiske pulje.
Formand for Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm Otto B. Christiansen er godt bevidst om, at sparekniven er blevet svunget for voldsomt. Derfor lægger han op til ændringer.
- Vi har et stort investeringsprogram i 2018, hvor vi vil putte flere penge i området. Vi er godt klar over, at vi måske har strammet skruen lidt rigeligt, siger han.
Han peger på regeringens sparekrav som en forklaring på besparelserne.
Lemvig har ligeledes valgt at spare på børneområdet. Direktøren for Familie og Kultur i Lemvig, Ole Pedersen, henviser også til sparekrav fra regeringen som årsagen.
- Der var en normeringsnedsættelse i vores dagtilbud i 2015. Det var begrundet i kommunens behov for at spare. Det var en runde, der gik hen over alle serviceområder, siger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde