Hver tredje tvivler på lægens hjælp

Mange danskere undlader at kontakte lægen, fordi de ikke føler, lægen kan hjælpe. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for 24timer. Helt præcis svarer 32 procent af de adspurgte, at de har undladt at kontakte lægen, fordi de ikke føler, lægen kan hjælpe.

De tal overrasker ikke psykolog og forsker i forholdet mellem læge og patient ved Aarhus Universitet Anette Fischer Pedersen.
- Det kommer ikke bag på mig, at det er så relativt mange, der har afholdt sig fra at søge læge. Blandt andet i England har man lavet en større undersøgelse, som viser samme billede, og her viste det sig, at der er en række emotionelle og praktiske barrierer, som holder folk fra at gå til lægen, siger hun til 24timer og uddyber:

- En praktisk barriere kan være, at det er svært at komme igennem på telefonen, mens en emotionel barriere kan være angst for, at lægen vil sige, man fejler noget alvorligt, eller usikkerhed i forhold til, om man misbruger lægens tid.

Hos Danske Patienter er man bekymret over det store antal, der tilsyneladende har undladt at kontakte lægen.
- Vi mener, det er temmelig alarmerende, for hvis man fejler noget, men ikke går til lægen, bliver sygdommen værre. Så der er al mulig grund til, at nogen gør noget - om det er Sundhedsstyrelsen, regionerne eller lægerne selv, ved jeg ikke. Men inden man beslutter, hvad man gør, skal man kende mere til årsagerne til, hvorfor det er sådan, siger formand Lars Engberg til 24timer.

Offentliggjort Sidst opdateret