I dag markeres kampen mod aids - fortsat stigma i Danmark
Verden over markeres World Aids Day. Her ses frivillige i Kolkata i Indien. Foto: Dibyangshu Sarkar/Ritzau Scanpix
Dibyangshu Sarkar/Ritzau Scanpix
Velbehandlede hiv-positive smitter ikke, påpeger Statens Serum Institut. Søndag markeres kamp mod aids.
Verden over markeres søndag World Aids Day, der skal sættes fokus på kampen mod hiv og aids.
I Danmark er det fortsat mænd, der har sex med mænd, som hyppigst smittes med hiv, oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside. Og selv om der er sket meget i Danmark, så er der stadig et stykke vej endnu.
- Selv om der lader til at være et fald i antallet af nye hiv-infektioner i denne gruppe, ikke mindst på grund af nyere forebyggelsesmetoder, er der stadig lang vej at gå, før hiv-smitte blandt MSM (mænd, der har sex med mænd, red.) er en saga blot, udtaler sektionsleder Susan Cowan på hjemmesiden.
Ifølge sektionslederen er aids- og hivsmitte fortsat omgærdet af stigmatisering.
Derfor får alle mænd, der har sex med mænd, ikke benyttet sig af de mange muligheder, der ellers er i Danmark, lyder det fra Susan Cowan.
Mulighederne tæller blandt andet effektiv forebyggelse, hyppig og gratis hiv-test og mulighed for gratis og virksom behandling hurtigt efter diagnosen.
- Derfor er et stort ønske, at såvel fællesskaber blandt MSM, som i almenbefolkningen aktivt vil modarbejde dette stigma, som blandt andet udspringer af ubegrundet angst for hiv-positive.
- Her er den vigtigste besked, at velbehandlede hiv-positive ikke smitter. Heller ikke ved ubeskyttet sex, siger Susan Cowan på hjemmesiden.
I København markeres World Aids Day normalt med 2000 lys på Gammel Torv eller Nytorv i midten af København. Hvert lys repræsenterer et menneske, der er død af aids i Danmark, oplyser Aids Fondet.
I år er lysene flyttet til pladsen ved siden af Trinitas Kirke. De tændes klokken 15.
I Danmark blev der sidste år diagnosticeret 159 personer med hiv. Herudover blev 59 personer, der i forvejen havde fået diagnosen i udlandet, diagnosticeret.
49 af de 159, der fik diagnosen, er indvandrere, som var smittet, inden de kom til Danmark.
Ifølge FN-programmet Unaids lever cirka 40 millioner mennesker med hiv på verdensplan, hvoraf cirka otte millioner ikke ved, at de er smittet.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker