Der er lange udsigter for at få IC4-togene tilbage på skinnerne, efter at DSB valgte at tage dem ud af drift sent mandag aften på grund af problemer med bremserne.
Havarikommissionens undersøgelse af årsagen til problemerne kan nemlig tage måneder, siger souschef Bo Haaning.
- Der kan gå mellem uger og måneder, før en sådan undersøgelse er afsluttet. Der kan også gå halve år, når det væsentligste er at sikre, at der ikke er risiko for sikkerheden, siger han.
- Vi håber alle sammen, at den er afsluttet i morgen, men det vil være dybt urealistisk, siger Bo Haaning.
IC4-togene er blevet taget ud af drift, efter at togene i to tilfælde i starten af november ikke kunne bremse for rødt. Havarikommissionens undersøgelse af hændelserne skal nu klarlægge, hvad der skete og hvorfor. Og det er en opgave, som har høj prioritet.
- Nu er togsættene stoppet, men alle vil gerne have dem i drift igen. Det har en stor vigtighedsfaktor, og derfor står den højt på listen, siger Bo Haaning.
Havarikommissionen vil derfor også omgående orientere DSB og Trafikstyrelsen, når de finder fejlen, uden at myndighederne skal vente på den endelige rapport.
- Sikkerhedsmæssige beslutninger behøver aldrig at vente på papirarbejde. Hvis vi har en idé om, at der skal gøres noget, så er det Trafikstyrelsen, der skal gøre det, siger han.
- Vi undersøger årsagerne til det her uheld, hvad der er sket og hvorfor, og komme så med anbefalinger. Det kan vi også komme med i en midlertidig rapport eller mundtligt, siger Bo Haaning.
- Hvis der er noget sikkerhedsmæssigt kritisk, så giver vi anbefalingerne med det samme, fastslår han.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslår på sit pressemøde tirsdag, at IC4-togene skal køre igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde