Igen normal togtrafik over Storstrømsbroen

Fra på mandag vil togtrafikken over Storstrømsbroen kunne vende tilbage til den oprindelige køreplan efter en periode med ændringer på grund af revner i broen. Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

I oktober sidste år blev broen lukket en måned på grund af revner i konstruktionen. Banedanmark gik i gang med reparationer, og den 21. november åbnede broen så igen for den lette togtrafik.

- Sikkerheden er det vigtigste for os. Det er derfor afgørende, at vi har fået bekræftet, at vores reparationer kan klare den fulde ordinære togtrafik for passagererne nu og frem til 2020, siger områdedirektør i Banedanmark, Søren Boysen.

Nu åbnes broen igen for al trafik på op til 3,6 ton per meter, og dermed kan der igen køres med blandt andet de dobbeltdækkertog, som DSB tidligere kørte med på strækningen.

Fra mandag morgen den 23. januar vil togtrafikken kunne tage den normale køreplan for 2012 i brug.

- Vi har regnet på reparationernes holdbarhed og fået beregningerne eftertjekket, og derfor kan vi nu igen åbne broen for ordinær togtrafik inklusive dobbeltdækkertog, siger Søren Boysen.

Af sikkerhedshensyn opretter Banedanmark en særlig overvågning af broen.

Det var imidlertid i broens hoveddragere, som Banedanmark har ansvaret for, at der for få måneder siden blev opdaget revner.

Banedanmark har oplyst til transportminister Henrik Dam Kristensen, at man indtil da havde en opfattelse af, at broen "var i god stand, broens alder taget i betragtning", ligesom at broens hovedkonstruktion skulle være vedligeholdt i "normalt omfang".

Henrik Dam Kristensen besluttede i starten af november at igangsætte en undersøgelse af, hvorvidt Storstrømsbroen kan renoveres, eller om det er nødvendigt at rive den ned og bygge en ny.

Undersøgelsen ventes færdig til sommer.

/ritzau/

Storstrømsbroen er nu blevet forstærket og derfor klar til, at der kører lige så mange tog som tidligere.

Offentliggjort Sidst opdateret