Ihærdig miljøforkæmper er død - 90 år gammel
Efter kort tids indlæggelse er civilingeniør og professor emeritus Finn Bro-Rasmussen sovet stille ind.
Han var kendt som en af Danmarks fremmeste miljøforkæmpere og var involveret i et utal af danske og internationale miljøsager.
Torsdag sluttede et langt liv i miljøets tegn for civilingeniør og professor emeritus Finn Bro-Rasmussen, da han sov stille ind på Herlev Hospital.
Det oplyser Finn Bro-Rasmussens familie til Ritzau.
Bro-Rasmussen blev 90 år og var rask indtil få uger inden sin død, hvor han fik problemer med sit helbred og blev indlagt.
Bro-Rasmussen var dybt engageret i kampen for miljøet, længe inden miljø blev moderne. Han blev uddannet civilingeniør i 1952, og som civilingeniør - og senere miljøprofessor - beskæftigede han sig med områder som sprøjtemidler, rent drikkevand, tungmetaller, giftdepoter og syreregn.
Gennem tiden har Finn Bro-Rasmussen med en kendetegnende, provokerende stil gjort sig bemærket med sine synspunkter og viden om miljøet hos politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og i samfundet som helhed.
Han arbejdede i årene 1953 til 1977 på Statens Vitaminlaboratorium, Statens Pesticidlaboratorium og Statens Levnedsmiddelinstitut, inden han i 1977 blev landets første miljøprofessor.
Frem til 1998 underviste han i økologi og miljølære ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
FN's fødevareorganisation, FAO, har trukket på Finn Bro-Rasmussens ekspertise og brugt ham som konsulent siden 1975. Han har også siddet i diverse ekspertkomitéer i EU.
Herudover er det i årenes løb blevet til adskillige andre tillidshverv i Miljøankenævnet, Ingeniørforeningen og Danmarks Naturfredningsforening.
Og Finn Bro-Rasmussen bidrog med sin viden om miljøet langt op i sine 80'ere. Således forlod han sit sidste hverv - et hverv som repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening - så sent som i 2016.
Finn Bro-Rasmussen boede op til sin indlæggelse i Søllerød i Nordsjælland.
Han efterlader sig to børn og fire børnebørn.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde