Ikke alle black friday-tilbud er gode: Sådan undgår du at betale for meget
Danskerne brugte i gennemsnit 2400 kroner til black friday i 2021. Det viser tal fra DI Handel. Året før var det 2491 kroner. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Det er muligt at gøre et godt køb til black friday, hvis du følger enkelte gode råd, før du går på tilbudsjagt og slår til.
Ritzau RitzauMurat Tamer/ritzau/
Offentliggjort
Den kaldes årets største handelsdag. Det er snart black friday, og mange butikker er begyndt at forberede sig.
Der bliver lovet vilde tilbud og besparelser, der alle er tiltrængte i disse tider med høj inflation.
Men du skal holde øjnene åbne, for det er ikke alle tilbud, der er så gode, som de udgiver sig for at være. Flere butikker hæver nemlig priserne på deres varer lige op til black friday.
Ifølge Pricerunner, der er en onlinetjeneste, som sammenligner priser på varer, var hvert fjerde tilbud i 2021 falsk, fordi varens pris blev hævet lige op til den store udsalgsdag.
Det kan få prisfald og besparelser på black friday til at se større ud.
Annonce
Pricerunner har fulgt 35.000 varer siden august i år. Og billedet er det samme som tidligere år, vurderer Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker ved Pricerunner.
- I år er det indtil videre 18 procent af priserne, som er steget inden black friday. Det er naturligvis et problem, hvis forbrugerne ikke kan have tillid til butikkerne, siger hun og tilføjer, at tendensen er stigende.
Black friday stammer fra USA og falder på fredagen efter helligdagen thanksgiving, der efter amerikansk tradition fejres hvert år på fjerde torsdag i november. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I en ny spørgeundersøgelse, som YouGov har lavet for Pricerunner, har 41 procent svaret, at de planlægger at handle til black friday. Og 61 procent har svaret, at de ikke stoler på de tilbud, som de ser.
Data fra Pricerunner understreger, at man bør være kritisk over for black friday-tilbud. Det vurderer forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.
- Produktet kan have kostet det samme eller mindre tidligere, og det kan være, at andre butikker har produktet til samme eller lavere pris, siger hun.
- Man kan sige, at et tilbud kun er rigtig godt, hvis man ikke kan få det samme produkt til en tilsvarende eller lavere pris hos en konkurrent.
Som forbruger vil man typisk stadig spare penge, tilføjer hun, men den reelle besparelse kan være mindre end det, der fremgår af tilbudsskiltet.
Når man handler online, kan man opleve, at netbutikker prøver at presse og stresse forbrugere ved at skrive lagerantal og have en nedtælling.
Den slags skal man ignorere og give sig god tid til at undersøge, om det nu også er et godt køb, anbefaler Ida Marie Moesby.
- Giv dig selv lidt tænketid, inden du køber, så du undgår fejlkøb.
Annonce
Det kan også være en god idé at lægge et budget for sine black friday-indkøb, så man ved, hvor mange penge man samlet kan bruge.
- Så kan du bedre kan styre dit forbrug og undgå at bruge flere penge, end du har råd til, siger Ida Marie Moesby.
Black friday falder i år 25. november, og flere butikker starter udsalget natten til fredag.
/ritzau fokus/
Fem gode råd til din black friday-shopping
* Start med at tænke over, hvilke varer du er på udkig efter. På den måde sikrer du dig, at du køber en vare, som du reelt har brug for.
* Læg et budget for dine indkøb, så du bedre kan styre dit forbrug og undgå at bruge flere penge, end du har råd til.
* Butikkerne skilter typisk med, hvor meget du sparer, men du bør i højere grad holde øje med prisen.
* Undersøg markedet og priser hos konkurrenter, før du slår til.
* Giv dig selv tænketid, inden du køber, så du undgår fejlkøb.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde