Ikke sommervejr men sommerligt

Weekenden byder ikke på direkte sommervejr. Men det bliver sommerligt.

Sådan lyder prognosen fra vagtchef hos DMI Lars Henriksen, der tilføjer, at vi helst skal over 25 grader for at tale om egentligt sommervejr.

Helt så højt når vi altså ikke, men det generelle billede af weekenden er ganske pænt, lover han.

- Specielt fredag bliver rigtig flot med sol og mellem 18 og 23 grader. Men også lørdag og søndag bliver ganske pæne, forklarer han og tilføjer, at der lørdag og søndag kan komme nogle skyer.

De vil dog næppe gøre meget væsen af sig.

- Det bliver sådan nogle høje, tynde skyer, der også kan kaldes slørskyer. Men de kan ikke sløre for, at det altså bliver en rigtig pæn weekend, forklarer vagtchefen og tilføjer, at temperaturerne lørdag og søndag kommer til at ligge mellem 17 og 22 grader.

Nattemperaturerne bliver på mellem syv og 15 grader, koldest natten til lørdag og op til de 15 grader natten til mandag.

Lørdag og søndag vil der være en svag til jævn vind fra vest og sydvest.

/ritzau/

Slørskyer lørdag og søndag kan ikke sløre for, at vi generelt får en ganske pæn weekend med temperaturer på op til 23 grader fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret