Iltsvind var sandsynligvis årsag til døde fisk i Limfjorden

Det er formentlig iltsvind, der har været skyld i døde fisk og hummere i Thisted Bredning i Limfjorden, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Det var formentligt et tidligt tilfælde af iltsvind, der tog livet af fisk og hummere ved Thisted Bredning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var sandsynligvis iltsvind, der i første halvdel af juni kostede mange fisk og hummere livet i Thisted Bredning i Limfjorden.

Det skriver Miljøstyrelsen i en nyhed på sin hjemmeside.

I perioden fra 9. til 13. juni fandt lokale fiskere døde hummere, og 17. juni blev der fundet døde fisk.

Målinger foretaget af Miljøstyrelsen 19. juni viste tegn på iltsvind flere steder både øst og vest for Thisted og ved nærliggende Vilsund, skriver styrelsen.

Det er kendt fra Limfjorden, at iltforholdene kan ændre sig meget hurtigt, siger kontorchef Berit Borksted.

- Udviklingen i vindretning og vindhastigheden i perioden omkring fundet af de døde fisk sandsynliggør, at iltsvindsramte vandmasser er sat i bevægelse og har fanget en eller flere fiskestimer i vand uden - eller med lav - ilt og har ført fiskene ind mod kysten, siger hun.

Før de døde fisk blev fundet, registrerede Miljøstyrelsen også en markant algeopblomstring, fremgår det af nyheden.

Men der blev også registreret et overløb af spildevand blandet med regn i området, som kan have "stresset fiskene".

Umiddelbart efter fundet af døde fisk blev badning i området frarådet. Det oplyste Thisted Kommune på sin hjemmeside.

Det gælder dog ikke længere, da de døde fisk i området er væk, skriver kommunen onsdag på hjemmesiden.

Iltsvind opstår ifølge Miljøstyrelsens hjemmeside normalt først sidst på sommeren og i det tidlige efterår.

Det sker, når kvælstof og fosfor skyller fra landjorden og ud i havet og giver næring til alger, som forbruger ilt, når de nedbrydes.

I efteråret blev det værste iltsvind i 20 år konstateret i danske farvande.

En såkaldt trepartsaftale, der i denne uge er indgået mellem repræsentanter for regeringen, landbruget og grønne organisationer, sigter på at tage 400.000 hektar landbrugsjord ud af drift.

Det skal blandt andet medvirke til mindre udledning af kvælstof til fjordene.

/ritzau/