Inddrivelse af gæld svigter: Enlige venter på børnebidrag
Det kan have mærkbare konsekvenser for børnene, hvis den enlige forælder ikke får udbetalt børnebidrag, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Foto: Thomas Lekfeldt/arkiv/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/arkiv/Ritzau Scanpix
Ombudsmanden kalder Skats manglende inddrivelse af børnebidrag til enlige forældre utilfredsstillende.
Problemerne med Skats inddrivelsessystem EFI har betydet, at mange enlige forældre ikke har fået udbetalt børnebidrag.
Folketingets Ombudsmand oplyser, at de manglende børnebidrag i maj 2017 udgjorde cirka 215 millioner kroner.
- Det er meget utilfredsstillende, at Skats manglende inddrivelse af børnebidrag har gjort, at enlige forældre i stadigt større omfang har måttet vente på penge, som de skal bruge til at forsørge deres børn, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
- Det går ud over børn både i Danmark og i udlandet og kan have mærkbare konsekvenser for de berørte familier, siger han.
Børnebidrag betales af den forælder, der ikke bor sammen med barnet.
Hvis bidraget ikke betales, er det op til Skat at inddrive pengene.
Men Skats system til inddrivelse af gæld, EFI, blev sat ud af drift i 2015, da det kom frem, at sagsbehandlingen i systemet i flere tilfælde overtrådte loven.
Siden er inddrivelsen sket manuelt, men der er tilsyneladende stadig store udfordringer.
Ombudsmandens undersøgelse er sket på initiativ af enlige forældre, oplyser Jørgen Steen Sørensen.
- Vi modtog klager fra enlige forældre, der ikke kunne forstå, de ikke kunne få deres børnebidrag.
- Det gjorde, at vi iværksatte en undersøgelse af Skats praksis, og den har nu bekræftet, at der er store problemer.
Hans indtryk er dog, at Skat er meget opmærksom på problemet og gør, hvad man kan for at indhente efterslæbet.
- Efter sommerferien har vi bedt om helt aktuelle tal for, hvordan det forholder sig.
- Det skulle gerne gå sådan, at Gældsstyrelsen, der nu har overtaget opgaven, får bedre styr på området, siger Jørgen Steen Sørensen.
Mange enlige forældre kan få børnebidrag udbetalt på forskud af Udbetaling Danmark.
Men hvis der er tale om bidragydere, der skal betale forhøjet bidrag eller bidrag fastsat af udenlandske myndigheder, kan børnebidraget kun udbetales af det offentlige, hvis pengene forinden er blevet inddrevet.
Det har grundet ferie ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde