Indisk kvinde sneg sig på fly fra København uden billet
I november 2023 lykkedes det en russisk-israelsk mand at snige sig om bord på et SAS-fly i Københavns Lufthavn. I september var det et Ryanair-fly, som en indisk kvinde lykkedes med at boarde uden billet. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
For mindst tredje gang siden februar 2022 er en person fløjet fra Københavns Lufthavn uden at have billet.
En indisk kvinde lykkedes for en lille måned siden med at komme om bord på et fly i Københavns Lufthavn uden at have billet.
Det skriver Zetland.
Ifølge mediet er det mindst tredje gang, at et fly letter fra den danske hovedstad med en blind passager om bord.
Zetland har før beskrevet, at en 16-årig dreng iført hjemmelavet pilotjakke i februar 2022 lykkedes med at boarde et fly til Amsterdam uden billet.
Også i november 2023 kom en passager med på et fly fra København uden billet. Her var der tale om en russisk-israelsk mand, som fløj hele vejen til LAX-lufthavnen i Los Angeles som blind passager.
Seneste eksempel - med den indiske kvinde - skete 9. september, skriver Zetland. Her sneg hun sig om bord på et fly til den italienske by Pisa.
Episoden er usædvanlig, mener Hans Christian Stigaard.
Han er tidligere trafikdirektør i Københavns Lufthavn og beskrives af Zetland som ekspert i flysikkerhed.
- I mine ti år i lufthavnen - og jeg har virkelig fulgt alt med safety og security - har jeg aldrig hørt om det her før. Det har jeg sgu ikke. Jeg har ikke hørt om andre end de tre tilfælde, du nævner for mig her, siger han til Zetland.
Københavns Lufthavn har bekræftet hændelsen med kvinden.
- Det er korrekt, at en udenlandsk kvinde den 9. september om morgenen boardede et fly til Pisa, som hun ikke havde billet til, siger pressechef i Københavns Lufthavn Lise Agerley Kürstein til Zetland.
Lufthavnen har ikke overblik over, hvor mange gange i alt det er sket, at en passager har sneget sig om bord på et fly uden en billet.
Episoden med den indiske kvinde og med den 16-årige med den falske pilotjakke skete begge fra lufthavnens lavprisområde, hvor selskaberne typisk har meget travlt med at få passagerne af og på flyet, skriver Zetland.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker