Indre kraft styrer prisbelønnet instruktør

Liv Helm har siden 2015 været en del af den danske teaterverden - både som instruktør og som teaterchef. I 2024 debuterede hun som forfatter. Den 21. januar fylder hun 40 år. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Liv Helm er en prisbelønnet instruktør og anmelderrost forfatter. Men hun vil kun fortælle de nødvendige historier. Den 21. januar fylder teaterchefen 40 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er vigtigt for hende, at alle hendes værker udspringer fra en indre kraft og nødvendighed.

Derfor betyder de også allesammen noget særligt for hende. De er et stykke af Liv Helm selv.

Den 21. januar fylder den danske forfatter, teaterinstruktør og teaterchef 40 år.

Liv Helm er uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2015. Og det er blot det første højdepunkt i den velsmurte teaterkarriere.

Teaterinstruktøren kommer ikke fra en kunstnerisk familie, og derfor var det også et skelsættende øjeblik, da hun som en af ganske få blev optaget på teaterskolen i København.

Hun beskriver det selv som et "vigtigt vendepunkt".

Siden da er det blevet til flere instruerede forestillinger, og de har ført flere priser med sig.

Liv Helm har blandt andet modtaget Talentprisen ved Reumert-uddelingen i 2016 og prisen for Årets Musikforestilling ved uddelingen i 2020.

Prisen fra 2020 fik hun for sin forestilling om Suzanne Brøgger, der blev opført på Teater Republique i København.

- Det var et andet stort vendepunkt. Det er nok min største publikumssucces, men det var også en stor oplevelse for mig at møde Suzanne Brøggers forfatterskab, siger hun.

Efterfølgende er hun i 2021 tiltrådt som teaterchef på Husets Teater i København.

Og i 2024 debuterede hun desuden som forfatter med den selvbiografiske roman "Med Hjertet i Hånden".

Den anmelderroste fortælling tager afsæt i Liv Helms eget liv, og den fik sin begyndelse, da hendes bedsteforældre i 2018 begik fælles selvmord.

- De dør, omkring samtidig med at jeg selv bliver mor. Jeg begynder at skrive for at få styr på mine tanker.

- Det begyndte som en nødvendighed for mig, og så blev det til den her roman om at finde styrke til at være elskende og forælder, mens man bærer på en svær bagage, fortæller instruktøren.

I øjeblikket arbejder hun på en opsætning af Henrik Ibsens "Fruen på Havet".

Og så skriver hun desuden på en fortsættelse af sin bog, der vil udfolde fortællerens barndom.

Privat er Liv Helm gift og har to børn. Hun fortæller, at hun skal fejre sin runde dag med sin familie, mens de er på ferie i Egypten.

Og den runde dag bringer store tanker med sig.

- På den ene side er jeg meget taknemmelig. Jeg er nået langt med mine drømme både professionelt og privat.

- På den anden side aktiverer det en dødsangst i mig. Det er en uundgåelig nedtælling, der bliver synlig, og som jeg ikke kan slippe, siger Liv Helm.

/ritzau/