Indsats mod frafald i gymnasiet skærpes

Flere og flere elever, der dropper ud af gymnasiet, hf og hhx, kommer ikke i gang med en ny uddannelse inden for 15 måneder. Det viser en ny undersøgelse, der får regeringen til at bebude en skærpet indsats mod frafald.

I 2007 var op mod 70 procent af de elever, der var hoppet fra deres hf-uddannelse, ikke i gang med en ny uddannelse inden for 15 måneder. Tallet er især højt blandt drenge. Ifølge undersøgelsen er det især på hf og htx, at frafaldet er højt. Her forventer man, at mere end hver fjerde elev, der påbegyndte uddannelsen i 2007, vil falde fra.

Undersøgelsen viser, at et godt studiemiljø og tilbud om hjælp ved for eksempel lektiecafeer kan medvirke til at mindske frafaldet, fordi mange af de elever, der dropper ud, ikke kan få hjælp til lektierne hjemmefra.

- Det er et udtalt problem, at elever, der i særlig grad vil have gavn af disse tilbud, fravælger dem. Jeg vil derfor tage initiativ til, at uddannelsesinstitutioner kan få lov til at pålægge elever at indhente det forsømte, fordi vi ved, at hovedårsagen til frafald er faglige problemer, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) i en pressemeddelelse.

SF's uddannelsesordfører, Nanna Westerby, er glad for, at regeringen vil sætte ind over for frafaldet, men kritiserer samtidig, at tiltagene tidligere er blevet sparet væk.

- Jeg synes, det er en ren tilståelsessag for regeringen. De siger de ting, som oppositionen har sagt i rigtig lang tid, nemlig at frafald primært er blandt elever, som har forældre med en uddannelsessvag baggrund. De siger, at noget af det, man skal gøre for at sætte ind imod frafaldet, det er at støtte ekstra op om de elever gennem lektiecafeer og mentorordninger. Det er lige præcis det, der er blevet skåret væk fra gymnasierne de sidste par år, siger Nanna Westerby.

/ritzau/

Et stigende antal elever, der falder fra på de gymnasiale uddannelser, kommer ikke i gang med en ny uddannelse. Regeringen vil skærpe indsats over for frafald.

Offentliggjort Sidst opdateret