Lussinger, smæk og slag er fortsat en del af opdragelsen i mange indvandrerfamilier. Derfor ønsker Børnerådet at målrette en ny kampagne om børns rettigheder mod forældre med anden etnisk baggrund end dansk.
- Vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene for, at der er en gruppe børn, som oftere end andre børn udsættes for korporlig afstraffelse. Derfor er vi nødt til at gøre noget særligt for at gøre opmærksom på børnenes rettigheder, siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet.
Siden revselsesretten blev afskaffet, har meningsmålinger og undersøgelser vist, at langt de fleste danske forældre har droppet den fysiske afstraffelse. Derimod kniber det fortsat i hjem, hvor forældrene ikke har dansk baggrund. For eksempel tilkendegav 17 procent af børn med etnisk minoritetsbaggrund sidste år i en undersøgelse fra Københavns Kommune, at de bliver slået. Det tilsvarende gjaldt kun for 1 procent af de danske børn.
Indvandrerkonsulent og foredragsholder Fahmy Almajid støtter Børnerådet i, at det er vigtigt at gå i dialog med forældrene.
- Vold er desværre en del af opdragelsen i en række mellemøstlige kulturer, og det er desværre i mange kredse også accepteret, siger Fahmy Almajid.
Han møder ofte under sine foredrag indvandrerforældre, der fortæller, hvordan de selv har fået tæsk i deres barndom og ikke mener, de har taget skade.
- Men når jeg så fortæller dem om de både psykiske og fysiske skader, deres børn får af vold, og at de som forældre ikke opnår respekt, men frygt ved at slå, så sidder de med tårer i øjnene.
- De tror, at de gavner deres børn ved at slå, siger Fahmy Almajid.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker