Selv om mange danskere lige nu må under dynen plaget af influenza, så er der stadig ikke tale om en egentlig epidemi i Danmark.
Det konkluderer Statens Seruminstitut på baggrund af de seneste indberetninger fra praktiserende læger og vagtlæger.
- Der er influenza i Danmark, og det er over hele landet, men lige nu er der ikke tale om en epidemi, siger overlæge Steffen Glismann fra Statens Seruminstitut.
De seneste uger er antallet af influenzasyge danskere steget, og ugen mellem jul og nytår tydede meget på, at Danmark var tæt på en epidemi.
Men tallene i netop den uge kan snyde lidt, fordi danskernes brug af lægen ændrer sig, når der er juleferie, og mange småsyge bliver hjemme i stedet for at gå til læge.
Derfor kommer de influenzasyge til at fylde unormalt meget i julestatistikken. I den uge handlede knap tre procent af henvendelserne til de praktiserende læger sig om influenza, og det er på grænsen til en epidemi på den tid af året.
I uge 1 var konsultationsprocenten angående influenza faldet til 2,3 procent.
Også vagtlægerne oplever, at stadig flere danskere kommer med influenzasymptomer.
Det er især influenzatyperne A H1N1 - også kaldet svineinfluenza - og sæsoninfluenzaen type B, der gør os syge i disse uger. Det er også netop de to influenzatyper, der findes i denne sæsons influenzavaccine.
Mens langt de fleste danskere må tage en lille uge på sofaen eller i sengen for at blive raske, så kan særlige risikogrupper blive alvorligt syge af influenza og risikere at dø. Sundhedsstyrelsen opfordrer derfor til, at alle særligt udsatte lader sig vaccinere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned